Onsdag den 1. september

af Anna Skyggebjerg den 1. september 2010

I dag har jeg husket på mini-guiden fra i går. Jeg har villet gøre alle 11 ting. Og bortset fra, at dagens gåtur har været så kort, at den kun med meget god vilje kan karakteriseres som en gåtur, så er det faktisk lykkedes. Totally Zen!

1

Den med “Touch the earth” syntes jeg måske ikke lige var så let. Jeg bor jo i lejlighed… Men det kom helt af sig selv: Børnene hjalp med at lave aftensmad. Pludselig bøjer Elise sig ned, kigger ind imellem stilkene i krukken med basilikum og siger, “Ej, tænk hvis man boede derinde!”. Jacob og jeg bøjer os,  kigger ind – og ser en eventyrlig skov. Solen skinner ind ad vinduet og rammer baslikumpotten. Og derinde mellem stilkene er der det smukkest tænkelige lysegrønne lys og fin, sort muld.  Det var Zen-moment.

2

Det er 1. september og dermed officielt efterår, min yndlingsårstid. Så jeg har læst haiku-digt om efterår:

Garden gate

suddenly banging shut -

autumn wind

(Fukuda Kodojin, 1865-1944)

3

Og så har jeg gjort noget, der mærkeligt nok ikke står på listen: Jeg har trukket vejret. Ca. kl. 16. Det var i sidste øjeblik, for jeg glemte det i de seks timer, hvor jeg var på arbejde. Dumt, når nu jeg godt ved, at den enkleste vej til Zen er: Træk vejret. I bund.

Prøv selv!

PS: Den med “Stop getting to work on time”… Da jeg i dag indfandt mig på arbejdspladsen til direktørtid, var der ingen parkeringspladser. Så jeg holdt der, hvor jeg nu kunne. Hvilket viste sig at være 4½ meter for tæt på et hjørne. 510 kr. kostede det.  Og lige da syntes jeg, at det der Zen-halløj var noget pis.

{ 4 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Katrine 2. september 2010 kl. 07:51

Haha, den sidste kommentar var lige i øjet!

Jeg har virkelig brug for zen i de her dage. En kombination af nyt arbejde, første gang sygdom i to år og evigt høje krav til sig selv om altid at yde 100 % stemmer ikke overens.. Så i dag prøver jeg:

At glæde mig vildt over at skulle tilbage på arbejde med fornyet (bilder jeg mig ind) energi (+snot).. Jeg vil tage dagen fuldstændig (så vidt muligt) afslappet og nyde hver et minut af de 10 timer – og jeg møder altså op til tiden lige i dag ;-)

Karen 2. september 2010 kl. 10:50

Kære Anna

Jeg nyder virkelig de haiku-digte, du af og til serverer her – vil du ikke nok ved lejlighed anbefale nogle af de digtsamlinger, du læser? Jeg kan ikke finde særlig meget på biblioteket og forestiller mig, at jeg må gå til amazon – men altså gerne med lidt ideer om, hvad jeg skal kigge efter. På forhånd tak!

Liselotte 2. september 2010 kl. 14:23

Ha! Ja, ligesom Katrine synes jeg også bare, at din sidste kommentar er så skøn. Skønt at få de ord fra lige netop dig! :-D

Jeg har (ufrivilligt) tilbragt natten på Herlev Hospital i en seng på Akutmodtagelsen. Og i nat, da jeg lå der og ikke liiiige kunne sove, tænkte jeg faktisk på, hvordan man mon får mere zen ind sådan et sted. Hold fast, der er tryk på!

Gisela 2. september 2010 kl. 14:41

Velkommen i klubben: Jeg startede morgenen med at hive et girokort på 590(!) kr. ud fra vinduesviskeren. Så humøret var i bund.
Men er til gengæld lige blevet ringet op fra vores HR-afdeling med besked om, at min ansøgning om at gå ned i tid er imødekommet. Så nu sidder jeg og smiler – og trækker vejret HELT i bund :)

Skriv en kommentar