I ca. tre timer – fra eftermiddagsteen til middagsmaden – har jeg ikke trukket vejret. Jeg er kommet igennem de tre timer på en enkelt mundfuld luft, mens jeg har talt uafbrudt. Uafbrudt og i en rasende fart, som om det var mine sidste ord, som jeg skulle nå at få sagt, inden det hele var slut.
Og det er ordet “slut”, der er det vigtige i sætningen. For i dag har jeg haft fornemmelsen af, at min tid som mor til et lille og et lidt større barn, er ved at være slut. Børnene er nemlig i løbet af i dag blevet så store, at … ja, at jeg har haft meget travlt med at gøre mig gældende som mor, inden jeg ikke længere bliver lyttet til. Derfor alle ordene i løbet af en enkelt vejrtrækning.
Nu hvor jeg mærker, hvor stakåndet jeg er, har jeg på fornemmelsen, at al den plapren nok ikke lige var den rette måde at bruge tiden på. Jeg fik nået en masse, men der var intet nærvær. Ingen Zen.
Her er de “Hele 3 ting”, der gjorde mig så paf, at jeg glemte at trække vejret og være til stede:
1:
At være med Elise på Den Amerikanske Ambassade for at søge visum. Og dermed blive slået af det faktum, at hun meget snart er væk. Altså væk. Som i :Væk.
2:
At se Jacob på vej til Modeugen 1. dag i 5. klasse:
3:
At høre Elise fortælle om sit to timers møde med sin far (det første i over et år). “Jeg bestilte en latte. Far fik chokolade med flødeskum.”
{ 6 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
…sender luft og knus…
Jeg ælsker din blog. Og jeg bliver så klog og blød, når du med kirugisk præcision stiller skarpt på alt det mødre bærer på….
@Maria og Charlotte: TAK for luft, knus og søde ord!!
Jeg trækker heller ikke vejret… af opsummeringen af mødet med faderen.
Min store datter er i gang med at kontakte sin far som hun ikke har set i snart 5 år – meget lang historie *suk* Så jeg holder vejret – og forestiller mig at han bestiller sort kaffe ;o/
Det lyder lidt hårdt Anna. Heldigvis har du givet – og giver stadig – dine dejlige børn så meget tryghed, ballast og ro i sjælen med på vejen, at de stensikkert nok skal klare alle livets udfordringer.
Har selv været på udveksling som 16-årig. I Sydafrika.
Min mor var ved at dø af skræk over alt det, jeg kunne komme til.
Hun har senere sagt, at jeg tog derned som et stort barn og vendte hjem som en voksen. Så jeg forstår godt dit vemod!
Til gengæld venter der Elise en ufattelig stor oplevelse. Og året vil flyve afsted for hende (og snegle sig afsted for dig…). Uh, jeg forstår godt dine tanker omkring det hele.
Tak for din blog. Jeg er med hver dag
Knus
Jane
Uh, jeg forstår at din vejrtrækning gik i stå, jeg har selv været depri idag, hvor sidste år i gymnasiet ringede ind for min søn.
Jeg synes, at det var i forgårs, han stod ved skolens flagstang på sin allerførste børnhaveklasseskoledag.
Din søn ser skøn ud, og lur mig, om han ikke rent faktisk har været på modeugen??