Jeg har sagt det før, det ved jeg. Men nu siger jeg det igen: Selv hvis du har små børn og hverdagen føles som en centrifuge, der slynger dig rundt… Nej, ISÆR hvis du har små børn og hverdagen føles som en centrifuge, så find veje til Zen-fyldte åndehuller.
Den slags åndehuller dukker ikke op af sig selv i en hverdag, der så rigeligt fyldes ud af børn, familie, arbejde, venner. De skal aktivt søges, findes og til tider møjsommeligt graves ud, som når en arkæolog med teske og pensel graver en skat fri af sine omgivelser. Men de findes! Det kan lade sig gøre at finde åndehuller med ro, nærvær og fordybelse. Det kan lade sig gøre at tage pauser, hvor vi modarbejde de centrifugale kræfter, som får os til at miste balancen.
En af mine foretrukne veje til Zen er at læse. Jeg har sjældent energi til at læse romaner, men mindre kan gøre det: Digte, artikler, essays, for eksempel. Lige nu læser jeg breve fra den amerikanske digter Emily Dickinson. At skrive breve var tydeligvis en kilde til ro og fordybelse for hende. Og hun værdsatte at modtage dem:
“Et brev forekommer mig altid at ligne med Udødeligheden, fordi det er sjælen alene uden legemlig ven.”
Måske man skulle begynde at skrive breve?
Hvem ville du skrive det første brev til?
Emily Dickinson, 1830-1886, her ca. 17 år gammel
Hendes brev er citeret fra: Hesperidernes sommer. Udvalgte breve til T.W. Higginson ved Niels Kjær.
{ 1 … læs den nedenunder eller skriv en }
Der er intet bedre end at modtage en personligt brev. Skrevet med nærvær. Jeg havde penneveninder da jeg var barn, men i dag er det faktisk yderst sjældent jeg skriver eller modtager et brev.
Tak for dit indlæg, jeg tror det vil starte en skøn udveksling af breve herfra til dem jeg holder af.
Kh Cammilla