Idag er en mærkedag. Det er både den 9/11, som vi alle blev ramt af, og årsdagen for min mors død. Terrorangrebet bliver fjernere i min bevidsthed for hvert år, men min mors død gør ikke. Det bliver ved med at føles som om det næsten lige er sket, selv om det er over 20 år siden.
Netop i dag fik jeg et brev i postkassen fra en læser, hvis mor har kræft, og som spørger Brevkassen, hvordan man lever med døden som vilkår. Det glæder jeg mig til (forstå mig ret) at skulle svare på.
Idag er imidlertid også den dag, hvor vi har fået ny bil. Og hvor jeg har fundet et nyt zen-fyldt åndehul. For her til aften satte Søren og jeg os på bagsædet af bilen med vores kaffe og te. Først sagde jeg, “Det er godtnok noget pænt indtræk”. Derefter sagde jeg , “Hør lige hvor stille her er!”. Og så sagde vi ikke noget, før katten pludselig stod på kølerhjelmen og kiggede ind, og vi kom til at grine.
What a day. Godnat!
PS: Og manden er sikkert kørt med bilen, så der kan hun heller ikke få ro…
