En hvilken som helst almindelig dag, selv en onsdag – den almindeligste af alle dage - kræver noget af en mor, der kan synes helt ekstraordinært og på forhånd umuligt: Ro og nærvær i forhold til børn, kæreste og sig selv. “Jamen, det er jo hele 3 ting. Det går da virkelig ikke!”
Pointen i “Zen for mødre” er, at det faktisk går. Det kan lade sig gøre at finde pauser med Zen i selv den travleste hverdag. For det er i virkeligheden nogle helt enkle ritualer, der giver oplevelsen af, at hverdagen er rolig og sindet stille.
1: Med børnene
I dag har vi haft to små pauser i hverdagen, hvor vi alle sad samlet om bordet. Kun ca 20 minutter hver gang, men vigtige 20 minutter. I eftermiddags drak vi cacao og spiste kanelgifler; efter aftensmaden spillede vi Yatzy. Jeg vil ikke ligefrem påstå, at der var fordybelse involveret. Men der var ro og nærhed og fis – og en følelse af “vi”. Og da jeg puttede Jacob, var det de to små pauser, han nævnede som det bedste i dag. Så enkle Zen-skabende ritualer…
2: Med mig selv
De ritualer, der giver mig en følelse af Zen, når jeg er alene, er lige så simple. Men det er vigtigt at have dem, uanset hvor simple de måtte forekomme. Det er vigtigt at gøre noget, der modarbejder følelsen af at blive revet i tusind stykker af dagens myriader af gøremål. At være indadvendt opmærksom bare et stille øjeblik. Hør så fint Ann Morrow Lindberg beskriver det:
“It need not be an enormous project or a great work. But it should be something of one’s own. Arranging a bowl of flowers in the morning can give a sense of quiet in a crowded day – like writing a poem or saying a prayer. What matters is that one be for a time inwardly attentive.”
(Fra “Gift from the Sea”)
Og her er så min “bowl of flowers” fra i dag. En bitte lille bowl, ganske vist, men jeg var “inwardly attentive”:
3: Med kæresten
Hvis du har læst “Zen for mødre” kender du til knibetangsmanøvren. Det er den manøvre, der sikrer, at aftenen både kommer til at indeholde alene-tid og par-tid. Her i huset er det fast daglig praksis, at vi, når børnene er puttet, hver for sig gør det, vi nu har brug for at gøre. Og derefter – på et aftalt tidspunkt – mødes vi i karnappen. Og så er der ro til os og til Zensualitet.
{ 2 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Zensualitet !! Du er jo genial
Det er nemlig ikke nødvendigvis så stort, det der skal til….
Gik i går tur med børnene på den nærliggende kirkegård med baby i slyngen, dér tildækket for regnens drivende og vindens biden i panden. Vi gik bare der i fælles nærvær, og studerede gravsteder, -stene, planter mv. AT VÆRE SAMMEN gør det. Børnene falder til ro, når mor er med – tilgængelig.
Som i 5 minutter før sengetid, hvor vi takker. Energien letter, når vi ser hinanden, hører hinanden, mærker hinanden. Verden omkring lægger sig ned og bliver stille – andagt.
Manden og kvinden når måske ikke meget nærvær sammen, men lige at mødes brusende fra hjertet – og Zensualiteten i et kys og omfavnelse, det nærer lige til én dag mere… Og en tlf samtale en zen aftentime, når han er hjemme først efter vi andre sover – jamen så kender vi hinanden igen…
Og bare at ånde dybt, og se mig selv i øjnene i spejlet, mens jeg vasker mine hænder efter toiletbesøg. Være tilstede med mig selv, som min ven. Ja, så står jeg på gulvet igen, favnen vokser, og der er overskud – til mere kærlighed i udfold, en dag mere…
Tak for inspirationen…
Grinte godt nok lige af det afsnit om kæresten…..(det var meget rigtigt og godt skrevet, men jeg misforstod lige noget….derfor)
Da du skrev noget med, at det i jeres hus er daglig praksis, at I når børnene er puttet hver især gør det….og så troede jeg du mente knibeøvelser….kom bare til at grine…selvom det måske nok er en god idé
“Nu putter vi børnene godt. Og så er det tid til, at vi lige hver især sidder og laver knibeøvelser…agtigt”