Jeg spurgte engang en buddhist, hvad hun havde lært af at blive buddhist. Jeg forventede, at hun ville svare noget om lidelse eller ego. Og det gjorde hun også. Hun svarede: “Jeg har lært at stå i kø”.
Vi er nok nogle stykker, som netop når vi står i kø, optræder vældig optagede af vores ego: “Jeg er vigtig. Min tid bliver spildt. Hvis jeg sad ved den skranke, ville det hele gå tjeppere.”
Al den selv-optagethed er roden til lidelse.
Mens jeg venter på måske at blive lige så klog som hende, der allerede har lært at stå i kø, og ikke være så optaget af mit ego, bruger jeg en smutvej for at udholde det. Smutvejen er ganske enkel: Jeg har en pausebog med i tasken. Faktisk ligger den der altid, så jeg til enhver tid har den ved hånden. Den har fuldkommen forandret min opfattelse af at vente i en kø på posthuset på en 19. december…
Jeg anbefaler, at du finder en bog, som ikke fylder så meget, og som har korte tekster. Hvis du skal på posthuset indefor de næste dage, så find den NU. Du får brug for den!
Min pausebog er af Pema Chödrön:
{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Smart trick!
Min “den hundredårige, der kravlede ud af vinduet og forsvaqndt” er ikke egnet til posthuskøen (jo måske her til jul), men den er fin at have med til svæmning og badminton, når det er mig, der har ventetjansen – til omklædningstiden…
Øv, der er vist ramt flere forkerte taster undervejs… Tilgiv mig min skrive-iver
En pausebog er intet mindre end genialt, så jeg vil med det samme finde en bog og putte den i min taske. Tusind tak for tippet