Onsdag den 20. januar

Det har været en dag fuld af små opgaver. Vi skulle lige det ene og lige det andet – og det lykkedes kun at finde en enkelt time, hvor vi alle fire stod stille på samme tid. Men på trods af de centrifugale kræfter, der blæste os alle udad, lykkedes det alligevel at bevare et stille center, så vi ikke mistede balancen. Det har været en dag med Zen-fyldte øjeblikke.

1

På vej hjem fra arbejde cyklede jeg forbi børnenes skole. Der plejer at gå børn på fortovet, men i dag gik der kun en enkelt dreng – og det var Jacob. Min Jacob! Jeg ringede med cykelklokken, han vendte sig i retning af lyden bag sig og sendte mig det gladeste  “MOR!”, jeg i mit liv har hørt.  Jeg var en cyklende snebold, der smeltede på et splitsekund.

2

Vi har fået nye genboer. Fra mit køkken kan jeg se ind i deres. Og jeg kunne ikke lade være med at kigge. For de har en baby, og mens barnefaderen lavede mad, gik moderen rundt med babyen i favnen. Hele tiden havde den sin kind mod hendes. Hvordan skulle jeg kunne lade være med at kigge? Hvordan skal jeg fremover afholde mig fra at åbne vinduet og råbe, “Må jeg gerne komme over og holde jeres baby? Og dufte den? Bare lidt. Please.”

3

Elise og jeg var oppe at skændes i går. Vi var gode venner igen i morges, men der hang alligevel en lidt trykket stemning.  Derfor var det dagens absolutte højdepunkt at sidde inde i hendes seng her til aften og snakke om konfirmationskjole, terminsprøve, fugtighedscreme og “skal jeg blive vegetar”. Og at mærke nærheden, kærligheden og viljen til at tilgive. Totally Zen!