Det blev så i dag, at jeg klogede mig i radioen. I sådan ca. 1½ minut. Jeg må indrømme, at jeg synes, det var sjovt at sige ting, jeg brænder for. For eksempel, at man skal droppe ambitionen om at være en Perfekt Mor – og til gengæld få ro og nærvær. Og at sige (fordi jeg blev spurgt om det), at det lærte jeg selv, fordi jeg var så heldig at blive enlig mor. Så det at blive enlig mor i realiteten blev en smutvej til det gode liv.
Men…. mine damer, det er jo ikke hele sandheden om at være enlig mor. Den kan ikke fortælles på 1½ minut. Men den kan fortælles her på bloggen. Så i dag vil jeg helt udenfor nummer fortælle den anden del af historien om at være enlig mor. Den, der handler om lyden af en 2-årigs rullekuffert. Og den, der handler om trætheden og om i virkeligheden ikke at vide, hvordan ens barn har det, når hun er på weekend. Så her er mit digt, som har overskriften…
Mors monolog
Hver anden fredag var du i
svømmehal, Tivoli, biffen.
Hver anden weekend var du i
fars hus, fars sommerhus, fars verden.
Jeg stod på fortovet og vinkede, indtil I drejede om hjørnet op ad H.C. Ørstedsvej for at tage bussen til Hovedbanegården.
Da jeg ikke længere kunne se dig, kunne jeg stadig høre din kuffert
hen over flisekanterne.
Den trængte igennem trafikstøjen og ramte mig,
selv da I måtte være nået helt til Kastanievej.
Jeg har altid haft superhørelse.
Den lyd. Stadigvæk.
Jager mig op af stolen, hen til vinduet. Som en alarm.
En toårig med sin egen rullekuffert:
For Helvede da også.
”Det er gået fint”, sagde du.
”Vi har det altid så dejligt”, sagde han.
Og mindede mig om hestene, båden, stranden, pejseilden
og alle hans venner, der elskede, når du var der.
Du kunne tage indvoldene ud af en hornfisk, da du var fem år.
Snitte en snobrødspind med din egen dolk.
Kende en falk på den måde, den svæver på.
Og jeg var jo altid træt. Så måske var det det bedste, tænkte jeg.
Jeg lagde låg på mit savn og ignorerede min amputerede krop,
mine tomme arme
og min intuition.
Mellem de sjove weekender
læste jeg lektier, smurte madpakker, vækkede dig i mørket
og holdt strømpebukserne frem, så du kunne træde ned i dem,
selvom du næsten sov.
Da du begyndte i 0. klasse var vi ude af døren kl 7.42.
Jacob var otte måneder. Han sad op i barnevognen. Din rygsæk lå under den.
Efterhånden var jeg lettet, når du tog på weekend.
For der havde du det hele.
Og jeg havde kun et barn tilbage.
Søndag aften læste vi lektier igen.
For det gad Far ikke. Han ville lave noget sjovt, ”når nu jeg endelig har hende.”
Du var helt udmattet.
Så sjovt havde I haft det.
Du var 13, da du en søndag sank grædende sammen på stuegulvet og sagde,
”Jeg orker ikke at tage af sted mere. Jeg har aldrig følt mig hjemme dernede.”
Efter nogle måneder kørte Søren og jeg dig ned på et kort besøg,
efter Far var blevet opereret.
Vi blev inviteret ind på kaffe og hjemmebag.
Der var kongeligt porcelæn, men ingen spor efter dig.
Kun nogle få fotografier.
Du trak os med ind på det værelse, der var gæsteværelse og kontor.
Du sagde:
”Man kan se, det er her, jeg sover, for det er min bamse på sengen.”
Mit hjerte imploderede.
Jeg gik grædende rundt i skoven, mens du og Far var alene sammen.
Derefter kom raseriet. Så skyldfølelsen.
Jeg skulle have passet bedre på dig.
Jeg skulle have lyttet bedre.
Jeg hørte jo den rullekuffert.
Hvad er der ved at have superhørelse, hvis man ikke lytter?
Tilgiv mig.
Jeg lytter nu.
{ 23 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Tak fordi du deler det. Det gik lige i hjertet på mig.
KH Dorte
Kæreste Anna. Jeg har (desværre) ikke fulgt din blog i et stykke tid – og så er det første indlæg jeg læser dette her. OH MY! TAK for dig. Kæmpe kram og de hjerteligste tanker fra mig ♥
Robert og jeg småtuder – men vi tilgiver dig. Du gjorde det så godt du kunne.
Puha! Det gjorde ondt helt ind og igennem. Tusind tak fordi du deler det og derved minder om vigtigheden af at lytte og handle ud fra det. Både for børnene og sin egen skyld. Så smukt og samtidig så hårdt.
TAK
En af grundene til, jeg igen og igen besøger dig her, er din ærlighed. Så ofte er alt sårbart, svært og negativt præsenteret i ‘ sådan var jeg engan, men nu er alt god’ jeg fortæller om min nedtur,når jeg er oppe igen. Men ikke her. Det er en imponerende præstation, både at turde vise livet og samtidig vise både værdier, pejlemærker og hvordan de ikke altid løser alting. Tak.
Kære Anna,
Det gik også lige i hjertet på mig.
Som jeg lærte på Kvalitet i Livet kursus med Henrik Meng, er man i livssammenhæng som en del af et teaterstykke og rollerne besættes oftest af de samme, de samme oplevelser udspiller sig med en smule varians og afslutningen er ofte også identisk (søndag aften). Jeres teaterstykke var langvarig, men tænk sig at du herefter kunne skrive stykket om. Det er jo fantastisk. Et stort knus til dig og din prinsesse, hun er jo en solstråle og deltager i helt nye livs-teaterstykker nu.
Kærligst Laila
Kæreste Anna, aej hvor du også bare rammer dybt lige i mit (blødende af samme årsager) hjerte. … Men er det ikke også bare meget komplekst, tænker jeg. Og hvor er man afmægtig og måske også forvirret/uafklaret om hvad der er rigtigt, træt/nedkørt, som du skriver, og måske tilmed i egne følelsers vold. Følte man sig endelig sikker, er der jo stadig noget, der hedder den anden forælders rettigheder etc., der kan forhindre en i at holde barnet hjemme hele tiden. Du har været der for din datter langt de fleste dage (fysisk sammen med hende) – og så har hun også haft noget tid med sin far og lært nogle ting med og om ham, som du skriver. Jeres bristede samliv har medført svære stunder for jer alle, men sikkert også gode ting – fx at DU er blevet DIG med så meget kærlighed at give. De kærligste hilsner Malene
Kære Anna
Jeg forstår ikke hvordan du gør det. Men du gør det gang på gang: Skriver, så det går lige i hjertet og tårerne sprøjter. Et dybfølt TAK fordi du deler dine historier med os!
Kærlige hilsner herfra – Inge
Mere af det Anna – beskrivelserne, billederne. Der gør livet så levende og så stort. Så værdifuldt. Mere af det Anna…
I tankerne lægger jeg mine varme hænder på dine kinder – og giver dig et kys!
Gang på gang får du mig tilbage på sporet, til at mærke efter og huske på, at jeg er en god nok mor. Tusind tak for at du deler dine erfaringer, fejl og succeser her på bloggen, hvor jeg kan finde dem og blive rørt og opmuntret. Onsdags-knus til dig og din familie.
Kære Anna,
Tak. Jeg kom til at tude lidt.
Men bagefter kom jeg også til at tænke på at hvis du på din datters vegne havde truffet beslutningen om at hun ikke skulle besøge sin far så ofte, ville det måske have haft konsekvenser for jeres forhold, altså dig og din datters. Måske var det nødvendigt at I kom dertil hvor hun selv sagde stop – og så var du heldigvis klar til at lytte/støtte/hjælpe.
Jeg var selv på weekend hos min far hver 3. uge indtil jeg var 12-13 år. Jeg kedede mig, følte mig ikke hjemme, blev underholdt af tv og bøger og kun sjældent min far. Men jeg er i dag glad for at min mor sørgede for at bevare min kontakt til min far, indtil jeg blev gammel nok til selv at træffe beslutningen om ikke at besøge ham så ofte. Hvis hun havde besluttet det for mig, ville jeg måske i dag have bebrejdet hende at hun havde frataget mig muligheden for at lære ham at kende. Nu har jeg haft chancen og har selv valgt ham fra – uden at min mor overhovedet har været involveret på anden måde end at hun har støttet mig i det jeg selv ville.
Nå, det blev lidt rodet, jeg håber at du forstår hvor jeg ville hen med min kommentar
Kære alle,
Det var med en vis nervøsitet, jeg lagde mit digt – og mit blødende hjerte – på bloggen. Derfor : TUSIND tak for jeres positive kommentarer!
Jeg læste dit digt imorges og har tænkt på det hele dagen.
Tak for dig.
Kære Anna
Det er meget smukt skrevet. Og hvor jeg husker lydene, følelserne, savnet, tomheden. Og tvivlen.
Men din datter har den far, hun har. Og med tiden finder hun sin måde at håndtere det på. Og se det positive i hans måde at være på. Du skulle ikke have gjort noget andet, end det, du gjorde. Og du har været der hele tiden med din styrke og din kærlighed og din dagligdag. Det har været det allerbedste, du kunne gøre for hende.
Kram fra mig
Du er den bedste mor i verden.
Tak <3
Kære Anna,
Tak.
Jeg forstår pludseligt min mor. Det lyder tamt og tomt, men pludseligt kan jeg se, hvorfor min mor har gjort, som hun har. Det er gået op for mig, at hun må være en meget klog kvinde.
Hun gjorde nemlig det samme som dig, og derfor har hun måske netop reddet mit forhold til hende, i stedet for at ødelægge også vores forhold. Forholdet til min far har været smertefuldt nok.
Tak.
Mille, 18 år.
Kære Mille,
Nej, det lyder alt andet en tomt og tamt! Lige nu har jeg det sådan, at den beslutning at lægge digtet på bloggen og alt arbejdet med at skrive den bog, digtet er en del af, og som til min sorg ikke ser ud til at blive udgivet…. alt det giver fuldkommen mening alene på grund af din kommentar. Så det er mig, som takker, Mille!!!!
Kærlige hilsner til dig – og til din mor,
Anna
OK, jeg kan ikke helt lade være med lige at skrive endnu et par ord.
Jeg har ADHD. Jeg fik først diagnosen som 16-årig. På et enkelt år havde jeg to indlæggelser i psykiatrien. Jeg blev forsøgt medicineret på alverdens typer ADHD-medicin. Jeg måtte stoppe al skole – og jeg var ellers en dygtig elev med mange 12-taller – og så videre i én uendelighed. Energien til det sociale og de mennesker jeg elsker, forsvandt. Jeg fik en kæmpe identitetskrise – ikke bare som alle teenagere – for hvad er man, hvis man har ADHD? Er man handicappet, skør, psykisk syg, hjerneskadet – eller noget helt andet? Jeg kunne ikke holde ud at være her. Det år slog mig i gulvet. Jeg er kommet ovenpå, og nu forsøger jeg at forstå mig selv og modtager terapi.
Hvorfor skriver jeg alt det her? Fordi, du skal vide, at lige netop din blog gør en forskel for mig og min ADHD. Dine ord tryller for mig, de er en form for mental magi. Du giver mig små genveje til at stoppe larmen, jeg lærer langsomt at trække vejret og at værdsætte alle de små ting – som i virkeligheden er store. Det er ret stort!
Jeg er ikke sikker på, om min kommentar giver mening. Det, jeg prøver at sige, er bare at jeg faktisk er utroligt glad for din blog. Den gør en forskel for mig. Tak for det.
Tak Anna for dit moderlige mod og evne til at sætte ord på det der virkelig gælder.
Smukt og sårbart på samme tid.
Dog er det mest trist, hvis din bog ikke bliver udgivet – jeg vil meget gerne læse mere fra din hånd!
Årh! Hvor er det smukt, råt og menneskeligt! Skærer som knive i hjertet og lutrer, trøster på een og samme tid. Hvor jeg kender det, så mange trætte timer, så megen hjertesmerte.
Du er et mild og dejligt menneske, tak for den smukke deling!
Jeg er ordløs Anna. Av. For. Helvede. Men smukt er det. Meget smukt.