Jeg havde glædet mig hele dagen, for allerede i aftes havde jeg regnet noget ud: At når det blev tid til aftensmad, ville jeg være helt alene hjemme.
For Jacob ville være til rollespil, Elise ville være til mountainbike og Søren ville være til møde. Hvor tit sker det lige? Nærmest aldrig!
Så jeg lagde planer: Jeg ville købe nybagt brød og et stykke Morbier, min yndlingsost. Og jeg har lige købt frisk te fra Perchs. Jamen, det hele ville blive perfekt, ville det!
Rollespil blev aflyst. Elise kunne ikke nå at køre til mountainbike. Sørens møde blev forkortet. OG Asger-hunden snuppede hele osten fra bordet og løb ud i haven med den.
Og således må man igen konstatere, at Karmatrolden har humor: Det var en genial måde at minde mig om, at jeg skal lade være med at lægge perfekte planer med mig selv som centrum. Perfekt-perfekt og mig-mig-mig…. Hvor glad gør det måske én?
PS: Jeg fik osten vristet ud af munden på Asger. Det, der var tilbage, blev skåret til godbidder og puttet i godbidstasken. Lur mig, om ikke han helt frivilligt sætter sig ved hver eneste fortovskant som en dy-y-gtig hund, når der skal gås aftentur…
{ 6 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Åh, herligt emne, du tager op. Jeg kender det så godt. Og egentlig er alenetiden jo mindst lige så god, hvis man bare nyder den, når den er der, som hvis man går og planlægger ud fra den. Alligevel er det meget, meget svært ikke at hægte sig fast i det, når man har opdaget, at der er alenetid i vente!
Åh, det er alt for længe siden, jeg har været inde her på din blog. Det er altid en fryd at læse dine indlæg.
Tak!
Kh Cammilla
Altså, den hund har god smag…. Jeres familie og morbier. Meget bedre blir det ikke
I det mindste har du haft forventningens glæde – den skal man ikke kimse af
Ja glæden ved hunde (og familier) er uendelig.
Tror det er mere end tusindår siden jeg sidst var alene hjemme – sådan rigtigt. Men på den anden side, så ved jeg slet ikke om jeg ville kunne finde ud af at nyde det, hvis det skete
Min alenetid er som oftest i skoven med løbeskoene – eller ved stranden med hunden <3
Jeg bliver ganske enkelt stresset af ikke at have alenetid. Så jeg planlægger efter det. Det har taget mig MEGET lang tid at forstå og acceptere mig selv som introvert, og den største fejl jeg gjorde, da mine børn meldte sin ankomst, var at få 8-16 job. Jeg var ved at dø – i 10 år!! Så nu planlægger jeg alenetid – tit – og siger det højt – og ved du hvad? De accepterer det sgu
Ind imellem synes jeg dog, det er lidt svært at tilgodese min ekstroverte datters behov for samvær med veninderne; soveaftaler og eftermiddagsaftaler, når jeg nu bare har så stort behov for roen. Forsøger, men det er lidt svært for hende. Hun har nemlig 2 introverte forældre og meget introvert lillebror. Jeg snakker med hende om det, men jeg er nysgerrig efter at høre, hvad du/I gør?? Har købt din bog, men synes ikke lige, der var beskrevet noget i den stil…