1
Meget, meget sjældent kører jeg i bil på arbejde. Men når jeg gør, som for eksempel i morges, så sker det grinende. Jeg sidder inde i bilen og griner af, at det her er mit liv. For når man aldrig har haft andet end en cykel med anhænger, og så pludselig gifter sig til et automobil, er det så luxeriøst, at det er helt grinagtigt. Ligesom da jeg engang var på et hotel, hvor en butler fyldte vand i badekarret og sagde, “Your bath is ready, madam.” Så må man jo bare bryde fnisende sammen.
Nå. Men. Jeg er taknemmelig for at kunne køre i bil ind imellem. Det var bare det, jeg ville sige.
2
Jeg er taknemmelig for mormor-Karin, den bedste mormor, jeg kunne få til mine børn, når nu den biologiske døde for tidligt. Idag har mormor-Karin påtaget sig at stå næsten tre timer i en skov sammen med Jacob og heppe på Elise, som kørte sit første mountainbike-løb, Heels on Wheels. Mormor-Karin vil gå til verdens ende for Elise. Og derfor vil jeg gøre det samme for hende.
Elise gennemførte løbet. Selvom hun var den yngste af de 125 deltagende kvinder. Og givetvis den mest uerfarne. Og syntes, det var monster-hårdt. Jeg er SÅ stolt!
Den her sad foran på cyklen:
3
Grunden til, at jeg ikke kunne være der for at heppe (eller køre!), var, at jeg havde besøg af en veninde, som netop i aften er i København og kunne komme på besøg. At sidde i karnappen og tale og lytte og grine og glemme, man er træt… Det er den pureste Zen!
