1
Jeg ved stort set præcis, hvornår mit liv begyndte at indeholde mere Zen. Det var, da jeg holdt op med at halse afsted for at leve op til et Supermor-ideal, der slet ikke hørte hjemme i min hverdag som enlig mor. Da jeg havde udsat mig selv og børnene for tilstrækkeligt mange forfejlede forsøg på perfektion, indså jeg, at det at være enlig mor ikke var et problem, jeg skulle sno mig ud af, men i stedet en oplagt chance for at lære at elske hverdagen og nuet. Den erkendelse var kimen til mere Zen.
Jeg ved godt, det lyder frelst, men jeg siger det alligevel: Da jeg gav afkald på ønsket om perfektion, fik jeg i stedet sjælefred. (Og når jeg ind imellem falder i og glemmer at gøre det, som jeg ved er det rigtige… Når jeg ind imellem alligevel prøver at leve op til andre normer, end mine egne… SÅ ved jeg, at jeg har brug for Zen. Og så har jeg heldigvis nogle ritualer, der får mig “back on track”. Faktisk har jeg en hel bog fuld af Zen for mødre!)
2
Zensualitet
I dag har jeg været glad for at få foræret to timer, som Søren og jeg havde alene, mens børnene var i biffen med mormor-Karin. Der er lige ved og næsten plads til to tallerkener på det lille bord på altanen. Så der nød vi vores middag og hinanden. Tak for den slags åndehuller!
3
Zengetid
Jacob kunne ikke rigtigt falde i søvn her til aften. Han var træt, men kunne alligevel ikke slippe en dag, der havde indeholdt rigeligt og blev med med at myldre i hans hoved. Jeg fortalt ham, at når jeg havde det sådan som barn, sagde min mor, at jeg skulle tænke på blomster. Jacob sagde så, “Jeg vil tænke på, at jeg er en blå sommerfugl, der flyver over en gul mark. Og hele min familie flyver med.” Han er min Zen-læremester.
