I ved godt, hvordan jeg ind imellem taler om, at man skal turde påtage sig rollen som “den åndelige vejleder” i familien og foreslå Zen-skabende ritualer. Nå. Det gjorde jeg så i dag…
Jeg spurgte pænt familien, om de kunne tænke sig at være med til den øvelse, at vi spiste middag i tavshed. Jeg fortalte dem, at det er en idé, jeg har fra en ny bog af Thich Nhat Hanh, som handler om at skabe en meditativ praksis i hjemmet. Han skriver, at “det er ligesom at slukke for tv’et før man sætter sig til at spise. Man slukker for snakken for at nyde maden og hinandens selskab.”
Så det gjorde vi. Vi sagde ikke en lyd i de 19 minutter, middagen tog (udover “Vil du række mig…”). Og jeg lærte “Hele 3 ting”:
1: Jeg snakker for meget (og om ubetydeligheder) under vores middage.
2: Jeg nyder maden for lidt.
3: Jeg gider ikke indføre det ritual, for jeg kan godt lide, at vi snakker sammen under middagen. Men jeg vil gerne snakke lidt mindre og nyde lidt mere.
Prøv selv!
PS: Jeg bor på en vej, som hedder Fuglebo. Alle menneskene bor i ret kedelige rækkehuse. Men betegnende nok er der en enkelt beboer, som bor seriøst lækkert:
{ 5 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Wow, den udsigt gad jeg godt at have fra mit hjem! I samme målestoksforhold, forstås!
Er den bog eller god? Vil du røbe titlen?
Ligesom Simon Spies, som ønskede sig en globus – i naturlig størrelse!
Jeg kan virkelig godt lide bogen. Det er en lille bitte sag, som hedder, “Making Space. Creating a Home Meditation Practice.”
Tusind tak! Plejer at låne på biblioteket men efter forgæves forsøg på bibliotek.dk må jeg se at erhverve mig den en dag – så et sted, at det ikke er nogen herregård
Kom iøvrigt til at tænke på dig og kirsebærblomster, “se det store i det små”, huske at se det gode – vel at mærke, mens det er der, så man kan nyde øjeblikket og ikke først opdager hvor godt det er bagefter – alt dette, da jeg læste i en Piet Hein bog, jeg har, hvor der står:
Mismodets kilde
Gruk om livskunst eller ej
Her har jeg gået i flere u’er
med hatten på snur og med lyren i dur
kirsebærblomsterberuset.
Men jeg har en forsagt og fortrydelig ven
som holder af kirsebærblomstringen men
hvert forår først lægger mærke til den,
når blomsterne ligger i gruset.
Åh, tak Tina og Piet!
Kære Anna,
Jeg blev helt lettet da jeg nåede frem til punkt 3. Men det ved man jo først efter at have prøvet det.
Jeg har vikarieret i børnehaver hvor pædagoger af alle mulige fornuftige grunde dømte stilhed under frokosten. Det var effektivt og trist.
Kærlig hilsen
Halina