Jacob og jeg er i køkkenet. Vi skal lave eftermiddagste, så vi kan få et stille åndehul sammen, inden hans ven kommer på besøg, og Elise og jeg skal til lægen og have vaccinationer. Jeg skærer brød og har sat vand over. Og så begynder følgende samtale:
Jeg: “Vil du tage to tekopper?” (Jacob henter en kop til mig og sit eget krus til sig selv. Stiller dem på bordet.)
Jeg: “Vil du hente to tallerkener?” (Jacob henter tallerkener og stiller dem på bordet.)
Jeg hælder vand i kopperne og siger: “Vil du tage mælk og sukker til din te?” (Jacob henter begge dele og stiller dem på bordet.)
Jeg: “Du skal hælde mælk og sukker i dit krus!”
Jacob: “Det sagde du da ikke noget om!”
Jeg: “Men det kan du da regne ud”. Han hælder mælk og sukker i kruset og stiller sig til at vente.
Jeg: “Du skal røre rundt i koppen, så sukkeret ikke ligger på bunden”.
Han åbner skuffen med bestik og kigger ud over den som ud over et fremmed kontinent. Han kan ikke finde teskeerne. Roder i flere rum, før han finder en teske, som han sætter i kruset. Så rører han rundt. Men han har ikke taget teposen op, så den får han rørt ned i koppen. Jeg påpeger det og han fisker posen op. Nu hænger den på kanten af kruset og drypper på bordet. Så tager han teskeen og lægger den over i vasken, ikke i opvaskeren. Drypper på vej derover. Så tager han kruset med ind i spisestuen. Teposen drypper hele vejen derind. Jeg siger det, og han finder en gulvsklud. Tørrer gulvet. Kan ikke finde ud af at hænge gulvkluden op på knagen på køkkendøren. Svinger den i luften for at kaste den derop.
Går tilbage til køkkenbordet. Bærer teposen hen over gulvet til skraldespanden. Det drypper på køkkengulvet.
Han ser nu teen, der er spildt på køkkenbordet. Han henter en karklud og tørrer op. Der, hvor han har stillet kruset imens, er der kommet en ny plet. Han flytter kruset og tørrer. Der, hvor han har stillet kruset imens, er der kommet en ny plet. Han flytter kruset og tørrer. Der, hvor….
Nu tænker jeg, at der må være hul i det krus. Det kan jo for katten ikke passe, at det bliver ved med at lække. Men der er ikke noget hul. Det er bare fordi, han sætter kruset så hårdt ned på bordet, at han hver gang spilder.
Det her står på i mindst ti minutter. Derefter er kruset halvt fuldt. Af lunken te. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde. Jeg gør lidt begge dele. For det er hylende komisk. Men det er også bare for dumt: Drengen er 9 år og kan ikke lave en kop te. Og hvis skyld er det egentlig?…. “A misery of my own making!”
{ 8 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Jeg klukler. Det er virkelig morsomt.
Pudsigt, for jeg har netop lige siddet og forberedt et indlæg på min blog til i overmorgen med overskriften LÆNGE LEVE DOVENSKABEN, som faktisk handler om betydningen af, at vi forældre, når som helst det er muligt, læner os tilbage og lader ungerne klare skærene. Jeg tror, at vi på den måde gør både dem og os selv en stor tjeneste. Ikke at det nemt, men det er værd at øve sig på – hvis man fx ikke gider flere tekruspletter på bordet:-)
Du har helt ret, Louise. Vi gør vores børn en kæmpe bjørne-tjeneste ved at varte dem op. Der er ingen, der synes, at ubehjælpelige børn er charmerende, så vi beskytter dem bedst ved at gøre dem selvhjulpne. Og det troede jeg selvfølgelig også, at jeg havde gjort med Jacob. Men der tog jeg så fejl. Fra i morgen er der lukket i “Forældrenes Servicecentral”! (Jeg holder dog åbent ved særlige arrangementer.)
Anna, Anna, Anna – Tusind tak for den dejlige historie. Hvor er den skøn! Dejligt med et grin inden sengetid!!!!!!!
Maria
I HEAR YOU!
HAHAHAHAHAHA, hvor er du morsom! Jamen, man kan da blive sindssyg, så meget, som de sviner. Og roder. Og har hovedet under armen. Og det er jo rigtigt, det eneste der er at gøre, er at lære dem at gøre tingene selv. Problemet er bare, at de lissom ikke har den standard, vi andre har, når det kommer til rengøring og orden, vel …
Neej, hvor jeg grinede! Det er præcis sådan det er med børn – eller med drenge, bilder jeg mig selv ind. Var engang til et foredrag med en hjerneforsker og hun sagde, at når det gælder drenge, så skal man netop ikke give dem beskeder, der er for lange. Derfor skal man sige “Hen og hent…” og bagefter “Hen og hent…” for de kan ikke huske det hele på én gang. På den måde var din oplevelse jo vellykket
Hmmm. Jeg må dog give dig ret i, at de skal kunne visse ting i en vis alder.
).
Har fx lige besluttet, at man søn på 10 år skal støve af på sit eget værelse én gang om ugen (Gud ved, hvor god jeg bliver til at huske ham på dét!) for han skal da også lære den del – og så har jeg en teori om, at han, når han ser ALT DET , han skal fjerne for at støve af, kommer til en erkendelse af, at alle de små ting måske ikke behøver stå fremme og at noget måske ikke skal være det overhovedet og derfor skal smides ud (jeg regner med, jeg skal stille de rigtige ledende spørgsmål for at nå så langt
Sikke en dejlig beskrivelse! Og hvor jeg kender det…Og jeg har , som Tina, også tænkt på den der hjerneforsker, der skriver og taler om forskelle på drenge- og pigehjerner.
Herhjemme har jeg en 9- snart 10 årig, som gør nøjagtigt som din Jacob…men jeg var da imponeret over, at han hentede en karklud til bordet! Min havde klaret det med ærmet
Det er sjovt, at en og samme dreng (min, din?) både kan være så klodset, så “langsom”/upraktisk/ubehjælpelig og så så klog, empatisk, hjælpsom og behjælpelig i andre situationer.
PS: For et halvt års tid siden fulgte jeg min store i skole, med den lille i barnevognen. I skolegården taber min store sin hue, som han træder på. Da han samler den op, ser vi, at der er hundelort på. Fordi det havde han åbenbart trådt i inden. Og inden vi når hen til klassen, er der også hundelort på barnevogns-styret (var det mon mig?). Jeg siger, at han skal tage sine sko af, så jeg kan vaske dem i bunden, inden han går ind. Han vader alligevel ind ad døren, for han “Kunne jo ikke stå i strømpesokker UDENFOR, vel Mor?!!” Åh ha, ja.
I går aftes trådte han igen i en hundelort. Men da han skulle vise min kæreste hen til en død mus på græsplænen, sagde han betænktsomt: “Pas på, bare stå der, så du ikke kommer til at træde på den!”
Åh hvor jeg kender det. Det kan godt være, at det er sagt før, men multitasking og tænken fremad er IKKE noget for små (eller store) mænd.