Jeg er i dag blevet mindet om et af mine yndlingsdigte. Jeg har tidligere postet det på bloggen, men det kan tåle gentagelse…
Digtet er skrevet i 1934 af William Carlos Williams (1883-1963) og har form som en seddel, en mand har skrevet til sin elskede og lagt på køkkenbordet, så hun kan se den, når hun vågner, efter han er taget afsted. Den mand forstår at gøre hverdagen poetisk:
This Is Just To Say
I have eaten
the plums
that were in
the icebox
and which
you were probably
saving
for breakfast
Forgive me
they were delicious
so sweet
and so cold
PS: Årsagen til, at jeg blev mindet om digtet, er, at jeg i morges fandt denne skønne seddel på gulvet i entréen. Den er fra Elise, som skriver, at “Mor, hvis du har tid og vil så vent med at køre i morgen til 9.35. Så kan vi følges.♥ ” Vi fulgtes ad…
{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Vi fulgtes….. I er så gode er I.
Anna, jeg har kreeret en familiemedalje, hjemlavet, lamineret og med snor i. Reglerne er forklaret for mand og børn og den har hænger ved siden af spisebordet. Jeg er spænt på, hvem den første ejermand/kvinde/pige/dreng bliver;-)
This is just so lovely!
Selvfoelgelig fulgtes I ad – sweet:-)!