Der er kommet mail fra Elise. Hun har det skønt i USA – og er ked af, at der nu kun er omkring 3 måneder tilbage af året. I den mail står der ting, som gør mig glad. Mange ting, men særligt ting som, “vandpolo er en meget voldelig sport, men det kan jeg faktisk rigtig godt lide. Jeg synes, det er fedt at dyrke en sport, hvor man kan være aggressiv” og “min coordinator siger, at hun aldrig har haft så udadvendt en exchange student som mig”.
Elises mail minder mig om et vidunderligt citat af Maya Angelou:
I love to see a young girl go out and grab the world by the lapels [det betyder frakkeskøder]. Life’s a bitch. You’ve got to go out and kick ass.
Jeg elsker at se Elise kick ass: At se hendes udadvendthed og hendes evne til at bruge aggressivitet positivt. Særligt fordi jeg ved, det er en evne, hun har betalt for. Den er ikke kommet gratis til hende.
Dette digt, som har titlen Elises monolog, men er skrevet af mig, handler om det absurde valg, mange teenage-piger bliver sat i: “Vil jeg være sød, eller vil jeg være respekteret?” For det koster at være den pæne pige. Pladsen i køen, for eksempel.
Elises monolog:
Hende damen nede i kiosken, som sagde,
hun var i køen før mig,
men det var hun ikke,
hun blev min første:
”Hey, dame, jeg stod her allerede, da du kom henne fra bageren.
Back off!”
Hun blev skide sur, men
det var jo mig, der havde ret,
Hun skal ikke mase sig foran.
Hun så, jeg var der først.
Hun tænkte vel, at jeg ikke turde sige noget.
Det turde jeg så godt!
Eller at jeg ligesom
ikke talte med:
”Jeg er nummer….
….1…..
i kø-en.”
Ja, du blev nummer 1,
den første, som hørte mig
loud and clear
”Hey, dame! Back off!”
Jeg skulle bare indløse en flaskebon. Det hastede sådan set ikke.
Men det er slut med at være sød
lavmælt
smilende.
Fucking altid smilende.
Ja til alting.
Dådyrøjne og cykelhjelm
og ”Du må gerne gå før mig,
jeg skal bare have nogen flaskepenge.
Det er ikke vigtigt”
Det er slut med at være en,
man kan mase sig foran.
Eller ind på
når jeg står i stalden
og der ikke er andre,
bare hestene og mig.
”Sådan en sød, lille hestepige”
Så hold dog kæft!
En, man kan klappe bagi,
som om jeg stadig var tre år.
Eller afbryde,
når jeg taler.
En, man kan lave ferieplaner for
uden at spørge.
Eller skrive af efter,
når jeg har brugt ti timer
på problemregning.
En, alle kan gå til.
Med hvad som helst.
Back off!
Ligner jeg én, der
er tegnet op med stiplede linier,
som man gerne må
overskride med
hænder
øjne
ord
uindbudt fortrolighed og
”en onsdags lotto, tak”
Ser jeg sådan ud?
Så det var min egen skyld?
For jeg var ikke tegnet fuldt op?
Not true! Jeg var tegnet fuldt op. Helt fra begyndelsen.
Men for jeres skyld har jeg nu brugt
en ekstra tyk, sort tusch.
På jakken.
På rygsækken.
Om øjnene.
Om kroppen.
”Hey, dame”
”Hey, mand”
”Hey, guys
Er det tydeligt nok nu?
Back off!
PS: Ku du li digtet, så del med vennerne via Facebook-knappen nederst i indlægget
PPS: Min smukke, seje Elise
{ 12 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
fantastisk digt! Er vild med det!
Du er så sej, Anna!
Kh Sara, der stadig er rørt over din “Mors monolog” til Elise – som skilsmissebarn med fraværende far satte den mange tanker i gang, men er stadig glad for, at min mor insisterede på, at jeg var hos ham hver anden weekend; så vidste jeg bedre hvad jeg gav slip på, da jeg var voksen nok til det.
Du er en stor inspiration – tak for det!
Wow!!
Har du skrevet Elises monolog, Anna? Det er fantastisk.
Kære alle, Tak for jeres respons på digtet. Ja, Louise, det er mig, som har skrevet digtet, ikke Elise.
fantastisk digt! passer ikke kun på teenagepiger, men også voksne kvinder-nogle gange må den fede sorte tusch frem!
Anna, Tusen takk for gode ord. Både i dag og ellers! Mit eneste gudbarn skal konfirmeres i maj og i den anledning låner jeg den med de stiplede linjer. Det er så godt sagt og rammer lige plet!
Ej, Anna, elsker at læse dine digter- de fortæller så meget, men tager så lidt plads og er så nemme at læse. Den rene nydelse
Måske kommer der en digtsamling fra dig på et tidspunkt (snart)?
Ih altså når du beskriver Elise får jeg et helt stik i hjertet over at jeg aldrig får en datter. Jeg har to skønne drenge og ville jo aldrig bytte dem med 100 døtre, men alligevel…
Anna – jeg har ikke ord for hvor fabelagtigt du har beskrevet Elises monolog. Men hvor er jeg glad for at du har sat ord på ting jeg kunne have brugt som teenager, og som jeg bestemt også kan se for min 11 årige datter der så er lidt stiplet og som jeg vil vise digtet imorgen og hjælpe lidt med at forklare hvis hun har behov for det.
Skønt at slutte sin torsdag af med sådan en indsigt.
P.S. mærkeligt nok er min 16 årige datter så til gengæld fuldkommen tegnet op med fed tusch.
Vi ikke bare “Synes om” Elises monolog. WE LOVE IT!!!
Kære Anna
Godt skrevet – og meget genkendeligt ;0) Kan virkelig godt lide vendingerne at være trukket fuldt op og ikke kun trukket op med stiplede linjer. Tror jeg vil skrive min opsigelse og også melde mig ud af flinkeskolen. Tillykke til Elise så tidligt at have lært det.