Onsdag den 29. april

1

På denne, den hidtil dejligste dag på året, udkom “Zen for mødre”. Og det på alle måder fantastiske forlag havde sørget for flag på busserne! Og sendt smukke blomster og smukke ord. Jeg har været høj af lykke hele dagen (og ja, også urolig, tvivlende og nervøs). Efter skoletid gik Jacob og jeg igen til boghandleren for at hente lekture til hans studie udi tegning af skurke og helte i mangastil. Og der lå min bog. På bordet ved siden af disken, lige midt i mellem Mauritsons “Kernesund økomad” og Kants “Kritik af den rene fornuft”. Skiseme da godt selskab at være i. Jeg købte et eksemplar af min egen bog og fortalte boghandleren, at det altså er mig, der har skrevet den – for jeg var ærlig talt lidt stolt.  Hun havde allerede læst den og sagde, “Tak fordi du har skrevet det med at skære sin mands mad i hapser. Det har jeg aldrig turdet fortælle nogen, at jeg har gjort.”  Tænk, at min bog ligger i en boghandel… (PS: Jeg ved godt, at der er nogle, der mener, at flagene på bussen skyldes prinsesse Benedictes fødselsdag. Men det tror jeg faktisk ikke har noget på sig.  Det giver jo ingen mening at fejre en prinsesse, når man kan fejre mødre.)

2

Ved middagsbordet brød Jacob den almindelige småsnakken med en tale. Han slog på glasset, stillede sig bag sin stol og sagde: “Kære mor. Til lykke med bogen. Det betyder rigtig meget for mig, at du har fået den udgivet. Jeg elsker dig. Skål!”  It was a Zen-moment!

3

Følgende var måske ikke et Zen-moment, men det er nu skønt på sin egen måde. En mand fra Irak, som kommer i Sørens speciallægepraksis,  kom idag for at fortælle, at han har besvær med vejrtrækningen.  Men det danske sprog er jo simpelthen så svært at lære. Så han sagde, “Jeg har problemer med vejstrækningen”.