Onsdag den 29. juli

1

Nogle dage glider langsomt afsted og varer for evigt. På den gode måde – ikke som da man var barn og juleaftensdag bare ingen ende ville tage. I dag har været sådan en dag: Fuld af stilhed, langsommelighed og enkelhed.  Hvordan det kan tage tre timer at spise morgenmad i haven, ved jeg ikke. Men det gjorde det. Og bagefter var der stadig en hel, lang dag foran mig. Hvilken herlig Zen-fyldt onsdag!

Ulempen ved lange dage er imidlertid, at børnene når at vokse sig store. Helt ærligt, så var de altså ikke ret store i morges, men se hvad der siden hændte:

2

Elise løb en tur på 5 kilometer, hvorefter hun lavede en smoothie og erklærede sig lykkelig. (I mellemtiden sad jeg henslængt i sengen med Stephen King og et marcipanbrød!)3

Jacob fandt en svensk femmer, da vi gik tur. Derefter satte vokseværket igang og til aften slog han plat og krone med en stil som en selvfed teenager:

En gang blev han overhalet af sin brors børn og råbte desperat efter dem, “Hov, hov, det er mig, der er onklen.”  Og hov, hov, det er mig der er moderen. Vent så lige lidt!