I dag gled trafikken hen ad Roskildevej. Jeg kørte på en grøn bølge. Alt var let.
Og lige der kom en gammel historie til at give mening. En historie om en hækkeløber, som jeg har gået og husket på i 25 år uden at vide hvorfor. Men i dag – i Roskildevejs perfekt glidende trafik – forstod jeg det. Den hækkeløber fortalte om Zen! Here comes:
Ham her hækkeløberen, som jeg hører et interview med, fortæller om sit mest fantastiske løb. Han fortæller, at han under dette løb pludselig opdager, at hans ene snørebånd er gået op. Og så tænker han, “Sku’ jeg lige ta’ og snøre det snørebånd undervejs”, men beslutter sig til at lade være.
Den mand er fuldkommen ét med det, han laver. Han løber sit bedste løb og gør det fuldkommen “effortless”, med lethed, elegance, uden anstrengelse. Dét er Zen. Når man er fuldkommen nærværende i det, man gør. Og det føles som om, man kan gøre det umulige. For eksempel snøre sine snørebånd, mens man løber hækkeløb.
Jeg syntes bare lige, jeg ville nævne det. Så du husker at fryde dig over Zen, næste gang du løber hækkeløb og tænker, “sku jeg lige gribe til at snøre det snørebånd”.
Og hækkeløb… det kender enhver mor til. Dagligt.
Den her hækkeløber, til gengæld, han skal altid gøre ting mere besværlige, end de behøver at være… (Men ok, jeg giver ham nu credit for at løbe med bar røv!)
{ 1 … læs den nedenunder eller skriv en }
Nemlig!
Og det er ikke altid zen-følelsen lige dukker op i forhindringsløbet, men når det lykkes at få hentet, afspist både barn og spædbarn, hygget, læst godnathistorie og ryddet væk (og klokken er hundredefirs, men what the heck) uden scener og høj stemmeføring, og man smider sig i sofaen, så burde det regne med highfives af ren zen