Et af de få tidspunkter på dagen, hvor alle familiemedlemmer her i huset sidder stille ned samtidigt er mellem kl. 18.30 og kl. 19.15. Sådan cirka. Så det mindste, man kan gøre, er vel at tænke over, hvordan det tidsrum kommer til at indeholde mest mulig Zen. Men faktisk er jeg først begyndt at tænke over det for nyligt…
Alle familier har faste pladser om middagsbordet. Det har vi også her hos os: på den ene langside sidder Søren og jeg. Overfor mig sidder Elise og overfor Søren sidder Jacob. Sådan er det bare blevet. Det er ikke planlagt. Og det er netop problemet. For når man inviterer andre til middag, ville man da ikke drømme om at overlade det til tilfældighederne, hvem der sidder hvor. Enhver ved, at man ikke skal sætte ham-der-snakker-men-aldrig-lytter ved siden af hende-der-lytter-men-helst-kun-fortæller-hvis-hun-bliver-spurgt. Han vil selvfølgelig nyde at have én at fortælle til, han vil synes rigtig godt om hende og gå lykkelig hjem. Men hun vil have haft en umådeligt trættende aften. Så man tænker sig om, og lægger en bordplan, der passer alle. Hvorfor gør man egentlig ikke det samme i sin familie?
Lad mig uden at gå i detaljer sige, at det betød en kæmpe forskel, da vi - Søren og jeg – lagde bordplan. Da vi besluttede, at børnene ikke skulle sidde på samme langside, så de hele tiden kunne stikke til hinanden. Og at forældrene ikke skulle sidde på samme langside og udgøre en forældrefront, der kunne opfattes som en magtbrynde.
Dagens gode råd: Hvis du drømmer om Zen ved middagsbordet (eller bare fred og ro), så læg en bordplan.
{ 4 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Ej, hvor er det godt tænkt. Vi har en total snakkefront, og en fuldstændig stillefront (gæt hvor jeg sidder:-), så det vil da være sådan en god idé at bryde langsiderne op med nye pardannelser.
Tusind tak for tippet.
I lang tid gjorde vi meget ud at at skifte pladser ved spisebordet, men ikke mere… Det fungerer fint med drengene på den ene side og de voksne på den anden. Måske også fordi de 2 drenge har så meget at snakke om?
Men værd at tænke over – helt sikkert
Åhh, hvor kan man savne at være en (større) familie, når man læser med på din blog..
Nå, men intet er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget; og det er let at finde tid og rum til zen, når man er alene
Herhjemme er vi godt nok kun én voksen til at bytte med to børn – og det gør vi så. Det virker fint. Og for et stykke tid siden introducerede jeg også talerne, med inspiration fra dig. Og det har været så fedt. Første aften sagde børnene “Aj mor, sæt dig ned, det er da pinligt”. Men nu kan der godt være lidt kø i talerækkefølgen
God fredag.