Selv overskriften til dette blogindlæg var for indviklet for mig. Jeg skrev “Tirsdag den 4. januar” og “tirsdag den 5. februar”, før jeg fik skovlen under det…
Min hjerne kan ikke fokusere. Tankerne hopper. Jeg er langsom. Jeg er nervøs for foredraget i morgen. Og jeg er martret af usikkerhed på, om jeg kan skrive den bog, jeg er igang med, Brevkassebogen. Hvad foregår der, for hulan da?
Jeg sidder lige nu og kæmper med et svar til en kvinde, som er i tvivl om hun tør droppe ud af den uddannelse, der egentlig var en drømme-uddannelse, men alligevel ikke… Om hun tør vælge at leve et liv med et ufaglært job, der giver hende mulighed for flere fridage, mere tid til at gå tur, sidde ved symaskinen og være der for familien. Det, hun næres af. Alt taget i betragtning: Jeg synes, hun skal turde.
Men jeg skriver, at det kræver mod at træffe ukonventionelle valg som at springe fra det sikre, det anerkendte eller det, man har kæmpet for, indtil det ikke længere gav mening at kæmpe. Jeg gjorde det selv, da jeg valgte mit akademiske job fra for at prøve at blive forfatter:
Det valg var hvad mit hjerte hungrede efter, men det var – og er fortsat ind imellem – skræmmende som bare Pokker. For hvem er jeg, når jeg ikke er hende-med-den-høje-uddannelse-og-det-eftertragtede-job? Og hvad gør jeg, hvis jeg bliver skilt fra den mand, som holder hånden under mig økonomisk, eller han bare ikke længere tilbyder at holde hånden under mig? Og hvor dum og højrøvet var jeg egentlig, da jeg tænkte, at jeg overhovedet kunne skrive? Træffer man sådan et valg, skal man være sig sine værdier meget mere bevidst, end det almindeligvis bliver forventet. Man skal være parat til at forsvare dem både udadtil og indadtil. Man skal være parat til at mærke sårbarheden ved de lejligheder, hvor man tvivler på sine valg og værdier eller ikke magter at forsvare dem, det være sig udadtil eller indadtil. Man skal være parat til at være en skide bitch, når man møder større skide bitches. Og til det hele skal man sige, ”Velkommen i mit liv!” Det er det, jeg mener med mod.
Så… Jeg har selv lige besvaret mit spørgsmål: “Hvad foregår der, for hulan da?” Der foregår det, at det bare er en af de dage, hvor jeg mærker sårbarheden for fuld skrue. I det her sære liv, jeg har valgt og elsker.
PS: Men så kommer Chilli og lægger sig ved computeren
{ 16 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Tak, for dit indlæg, søde Anna. <3
Lige hvad jeg trængte til at, høre. <3
I dag, vil jeg bare være en skide bitch, som i sin tid valgte en passe sin egen familie, frem for egoet, egoet som havde behov for at, familien også havde det godt. <3 (Som familien også havde hårdt brug for. )
Bare at, være mor er også ok. <3
Du skriver det så smukt, Anna. Og hvis du besøger Hulen, vil du se, at jeg nu har også en rød zen-kat der sender ro ud til sendefladen
Tak, I to trofaste læsere!
Knus,
Anna
(Og Hulemor, vi ses jo snart til foredrag i Kjellerup, gør vi ikke?)
Det gør vi
Det som jeg kan se som det der er centralt i dagens blog….. “hvem er jeg og hvad er bedst for mig og mine kære….. ikke hvad cirklerne uden for mine kære, for basen/kernen er vigtigt, men for at kunne stå ved er det væsentligt at vide hvem er jeg og hvad er det væsentligt for mig.
Nemlig, Paprika!
Åhhh, hvor er det klogt (og modigt) sagt og skrevet! Tak for at gøre opmærksom på, at det er muligt at foretage et andet valg efter andre kriterierer end det sikre og tak for at dele usikkerheden med os.
Jeg orker ikke længere at være klog og fornuftig og sikker og offentligt ansat i klogt og fornuftigt og (relativt) sikkert job.
Jeg føler mig i den grad fejl-castet, ikke at jeg ikke god til mit job og gør en forskel, men hold da k… hvor jeg K.E.D.E.R mig.
Og følelsen af langsom kvælning bliver kun værre og værre.
Må finde noget mod frem og træffe det rigtige valg…….nå ja, og komme en tur til Odense bibliotek i morgen:-)
If you find yourself asking yourself
(and your friends)
“Am I REALLY a writer? Am I REALLY an artist?”
Chances are YOU ARE.
The counterfeit innovator is wildly self confident.
THE REAL ONE is scared to death.
(Fra Steven Pressfield – The war of art)
Vi ses, Heidi!
Dorte, TAK! Jeg skriver de sidste to linjer på en post-it og sætter den fast på skrivebordet. Af hjertet TAK.
Kære Anna
Jeg glæder mig meget til din brevkasse-bog. Du skriver altid så fint og utrolig rammende om hvad som helst… Jeg har endnu ikke læst et svar fra dig, som ikke gav dyb mening for mig, selv om jeg ikke lige præcis har været i samme situation.
Du få lige endnu et citat (måske er det endda snuppet fra dig – så må du tilgive mig):
“If you have found a way of life you love, you have to find the courage to live it”/ John Irving
Flotte ord. Men pas nu på derude. Som du skriver: din økonomiske tryghed kommer fra din mand
. Jeg forsker i uddannelse og intet tyder på at et ufaglært liv bliveræet – med mindre du har mand, der forsørger. Og rhusk at du – Anna – ikke er på det ufaglærte marked. Det er THOUGH!
Kære Louise,
helt korrekt! Det er også derfor, jeg skriver “alt taget i betragtning”, for der ER meget at tage i betragtning. Det er en afvejning af faktorer som økonomi, selvstændighed og livskvalitet.
Det glemte jeg vist at, skrive.
Jeg valgte at, gå hjemme – da jeg kunne leve af min mand.
Men det i sig selv kan også være hård, at være helt afhængig af et menneske. Man får intet tjent op til pensionen med mindre man laver sin egen pensionsopsparing – alle de sikkerhedsforanstaltninger der skal være, for at gå hjemme og endnu flere hvis du har valgt at passe dine egne børn hjemme, når alle eksperter siger at, børn har bedst af at gå i børnehaver og du vil jo dit allerbedste for dit barn.
I vores tilfælde gik det godt med at have vores børn passet hjemme.
Der er ikke mange der kan gå hjemme og bare være “nøjes” med at bare mor, for du vil jo også være et godt eksempel for dit barn om uddannelse og være ude i arbejdsmarkedet.
Tak for input! Meget tiltrængt, da jeg selv er i gang med at føre dette valg ud i livet. Faktisk både at blive forfatter og skaffe mig mere tid til at arbejde på dette – og at ernære mig på deltid som ufaglært et eller andet, fordi menneskeligt overskud også er vigtigt for mig. Jeg vil gerne udleve min drøm om at skrive (og gør det) men jeg vil ikke leve et fortravlet liv, hvor jeg bruger al min tid på at gøre. Når jeg nu elsker bare at være.
Så tak! For sårbarheden, den stikker helt sikkert sit hoved frem i ny og næ, og det kræver evig påmindelse bare at lade den være der. Jeg har ikke mulighed for at anskaffe mig en beroligende Chilli, så jeg må i stedet tage hyppige ture ud til havet, som fortæller mig, at det hele nok skal gå.
Faldt over din blog i dag, da jeg fik anbefalet din bog (introvert). Og netop dette blog-indlæg gav en masse lys over min dag som har været godt gammeldaws træls, følelsen af at være ladt alene, en tomhed en zombie lignende tilstand, som med eet blev ændret, ikke til at jeg pludselig render rundt med armene over hovedet, men til at der er andre der også har dage som mine, det føles rart. Specielt sidste afsnit i dit indlæg, TAK!
Blev først for et par måneder siden opmærksom på at jeg nok er introvert, og nu falder flere og flere ting/episoder pludselig mere og mere i hak, uden at jeg skal bruge det som undskyldning for at være som jeg (nok) er
Tak for at give min dag lidt mere lys.
Nyudklækket, velkommen ombord og tak for dine ord!