1
Elise kom hjem fra skole i dag og var syg. Siden har hun ligget i sengen, er varm som en bageovn og har kastet op. Hvad godt er der at sige om det? Ikke noget som helst set fra Elises synsvinkel. Men der er nu en særlig nærhed, en særlig overgiven sig til Zen, når man er sammen med et sygt barn. At sidde i Elises fodende og synge “Jeg ved en lærkerede” (som hun almindeligvis påstår at hade) – og høre hende sige, “Jeg elsker den sang”, det har sin egen storhed.
2
I dag var en god dag, fordi den bragte en fremmed ind i min stue. En journalist, som skulle lave et interview med mig om Mors Dag. Og denne fremmede dame, Kirsten Hansen hedder hun, var vidunderlig. Varm, klog, sjov, smuk og imødekommende. Og bor på Idyl Allé, hvilket kun er passende. Igen må jeg konstatere: Verden er fuld af dejlige mennesker – og det skal man huske på, når man ind imellem støder på nogle af de trælse.
3
De første tre ord, jeg skal sige i morgen er… nej, ikke “Jeg elsker dig”, men derimod “Barcelona gik videre!”. De ord skal jeg vække Jacob med – og de er noget nær de tre bedste ord, han kender. Han er nemlig fan af FC Barcelona, som her til aften – efter sengetid – vandt over Chelsea og dermed er i finalen i Champions League. Tænk, at jeg skulle blive en mor, der kan fryde mig over den slags. Men det er vel blandt andet det, kærligheden gør: Den sætter os i stand til at se verden med den elskedes øjne og se det fantastiske i fænomener, vi ellers har været blinde overfor.
