Apropos gårsdagens indlæg om at trække vejret… Det er ikke alle, som synes, det lige er noget for dem. Meget aktive børn kan for eksempel godt synes, at det er både irriterende og komplet unødvendigt at skulle tage den med ro. Sådan et barn er Elise.
Det betyder, at jeg har skullet lære hende at tage pauser og trække vejret i bund. Og ja, jeg har ind imellem fremturet. Og hun har råbt til mig: “Jeg hader det der take-a-deep-breath lort. Det er der ingen, som skal bestemme, om jeg skal. Og jeg har i øvrigt ikke tid!!”
Ikke desto mindre har jeg insisteret på at vide bedst. Jeg har insisteret på, at alle har brug for at kunne holde pause. Og da der en dag faktisk var hul igennem til hende, lavede vi sammen en liste over små ritualer, som giver mening for hende, og som er lige til at putte ind i en hverdag fuld af udadvendte aktiviteter. Ritualer med Pelspølsen, med neglelak, med fotografier…
Jeg har betragtet det som at optræne en muskel, hun har, men sjældent bruger. Den bliver aldrig hendes stærkeste muskel, men i det mindste er den bedre, end den har været. Og det gør mig glad at se, at hun trækker på den, når hun har behov. Selvom hun ikke har tid…
Prøv selv! Blive ved og ved med at lære dit aktive barn at stikke en tå i det stille vand. Zen er godt for børn!
PS: Dagens snapshot er taget for 5 minutter siden. Dejligt at have selskab, når jeg blogger.
{ 6 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Åh Anna, dine kloggode ord er zen for mig. Men det der med børn og pauser…for tv/computerspil (læs for meget af det) er jo ikke zen, selvom det heller ikke er aktivt, men vel bare træden vande? Og her skal børnene vel netop trækkes ud med henblik på aktivitet og ikke zentid eller?
Kære Anette, for et omkringfarende Tigerdyr som Elise kan det faktisk være vederkvægende bare at træde vande foran et tv ind imellem. Så det kan sådan set være en god, moderlig anbefaling. “Hva’ med at se lidt Top Gear.” Men jeg giver dig ret i, at hvis børn tilbringer for mange timer foran en skærm, gælder det om at finde veje til Zen, der inkluderer at bevæge sig eller læse eller fordybe sig i skatte. Ikke altid helt nemt. Her i huset har vi været nødt til at indføre en grænse for dagligt antal timer foran skærmen for Jacob. Og så insistere på at cykle eller gå ture, selvom han faktisk ikke gider. Men det er nødvendigt, synes jeg, for at finde en ordentlig balance mellem stille tv-tid, stille Zen-tid (som falder ham nemt) – og så altså fysisk aktivitet, som ikke lige er hans kop te.
Jeg har to meget forskellige børn: Elise ville have godt af at lære af Zen-mester Jacob; han ville have godt af at løbe en tur sammen med hende ind imellem…
Så lige jeres spœndende dialog om tv-kiggeri. Jeg har gjort mig en hel masse tanker herom, som jeg tillader mig at dele med jer.
Det undrede os herhjemme, at det der tv-afslapning om eftm., som vi tœnkte vores piger trœngte til efter mange timers aktivitet, tit skabte en negativ stemning. Når der var gået et stykke tid, og fjernsynet blev slukket, virkede begge børn endnu mere uoplagte og var ofte i rigtigt dårligt humør. Batterierne var tilsyneladende ikke blevet ladet op, tværtimod.
Men så var det, vi lærte noget om alfabølger: Når vi ser fjernsyn går vi fra en almindelig vågen og opmærksom tilstand med betabølger i hjernen til en afslappet, dagdrømmende tilstand med alfa-bølger. Med alfabølger ved vi, hvad vi laver, men vi er alligevel ikke helt til stede. I den tilstand er vi mest modtagelige for det, der er omkring os – paraderne er ligesom nede – og hvis børnene ser en hæsblæsende Ben10, der ræser rundt på Cartoon Network, så bliver deres system stresset. Som forældre tænker vi måske, at det da er tiltrængt for det lille barnehoved at sidde og slappe af og lade op, men vid, at hektisk og voldsom aktivitet på skærmen har præcis den modsatte effekt og i stedet dræner barnet for energi. Hvis der skal slappes af foran flimmeren, så vælg enten nogle udsendelser eller sæt en film på, hvor det er muligt at trække vejret i bund, mens man kigger, eller hvis der er noget særligt spændende, så se det sammen, så I sidder tæt og trygt imens.
Nu gør vi det sådan, at der skal vœre helt rolige stunder uden nogen ‘ydre stimuli’ omkring en halv times tid, inden de evt. sætter sig ind foran flimmeren. Som fx Annas eftm.te-ritual.
Men vi skal bare huske en ting. Når vores børn kommer hjem fra nogle ofte hæsblæsende timer i institution og skole, som ofte er lige så krævende som vores arbejdsdag, er det naturligvis ofte svært for dem at skifte fra 5. gear til frigear. At sætte sig foran flimmeren virker for dem som det mest attraktive, fordi underholdningen serveres ved et enkelt tryk, og de har netop ikke energi til selv at skabe underholdningen, og fredelig ro synes enorm kedelig. Derfor må det vœre vores ansvar at sørge for, at der sker det nødvendige gearskifte.
Vi skal være forberedte på, at de indimellem vil brokke sig over roen. For den føles ubehagelig og dybt kedsommelig for dem i starten. Antennerne har været så lange hele dagen, at de ikke kan registrere alt det spændende, børnene har indeni sig som fantasi og kreativitet. Men på trods af evt. brok må vi insistere på roen, og efter et lille stykke tid er antennerne trukket på plads – og børnene vil stille kunne fordybe sig i deres eget. Denne insisteren skal bare ikke følges af bebrejdelser over, at børnene da ikke kan se, at det er sundt at kede sig, men med forståelse for, at det selvfølgelig er svært at finde ro efter 5-8 timers larmende aktiviteter.
Kære Louise,
TAK fordi du deler din viden og gør os klogere! Det er meget interessant at tempofyldt tv kan dræne for energi!!!
Kærlig hilsen,
Anna
Tak Anna og Louise, vi har også haft time-begrænsning på og det virker i noget tid, så glemmer vi det. For pludselig er Christoffer optaget af noget andet og bygger måske på en hule i skoven i 14 dage eller hører musik med vennerne om eftermiddagen, for derefter at vende tilbage til den elskede skærm. Så det er noget med at problemet fylder, når det står på. Men at det ikke står på konstant. …håber det giver mening. Kh anette
Stik en tå i det stille vand. Åh hvor er det vidunderligt! Tak for spændende snak om tv osv. ( jeg er igang med at læse dit blog tilbage til før ferien) Jeg har nu kun en baby og ikke noget tv men tænker alligevel meget over hvordan vi får skabt nærvær i hverdagens overgangssituationer. Kh Tina