Mandag den 9. december – Vær med i min næste bog

af Anna Skyggebjerg den 9. december 2013

Har du noget, du vil spørge om? 

Måske ved du, at jeg er igang med en ny bog, der har form som en brevkasse. Hvor du stiller spørgsmålene, og jeg svarer. Langt, personligt og – naturligvis –  hamrende klogt….

Så har du noget, du vil spørge om? Så skriv!

Det ser sådan her ud, når jeg svarer. Ifølge fabelagtige Maren Uthaug:

 

Hvad du kan spørge om

Kærlighed, skilsmisse, familie, børn, venskaber, sorg, sex, krop, køn. Livet og døden. Verden og omegn. Faktisk hvad som helst, der er vigtigt for dig. 

Hvordan du sender dit spørgsmål

Du sender spørgsmålet anonymt. Underskriv med fiktivt navn eller “På randen af vanvid” eller…

Du kan sende dit brev på flere måder:

1: Send det til mail@annaskyggebjerg.dk

2: Send det med kongelig post til Anna Skyggebjerg, Fuglebo 19, 2000 Frederiksberg

Hvordan jeg svarer

Jeg svarer dig privat. Dit spørgsmål og mit svar bliver fremover IKKE lagt på bloggen. Men vil indgå i bogen om… laang tid. 

Jeg lover det her: Jeg svarer, hvis jeg mener, jeg har noget at bidrage med. Jeg gør mig umage. Jeg tager dig alvorligt. Og mit udgangspunkt er altid empati (jeg har ingen intentioner om at misbruge nogens tillid ved at være nedgørende eller gøre mig klog og sjov på andres bekostning).

Jeg lover til gengæld ikke, at jeg svarer på alle spørgsmål. 

Du kan se eksempler på spørgsmål og svar lige her:

Hende, som ikke er forelsket i sin mand.

Hende, hvis mand er ved at forlade hende.

Hende, hvis mor er syg .

Hende, hvis søns far har valgt sønnen fra.

Jeg håber, du har lyst til at skrive (også, hvis du er en mand!).


{ 0 kommentarer }

Søndag den 8. december

af Anna Skyggebjerg den 8. december 2013

Julefred? Lad mig bare sige, at vi arbejder på det, og at der jo heldigvis er nogle dage at køre på endnu…

Ind imellem ser jeg undrende til, mens mine to børn har en konflikt kørende om tilsyneladende ingenting. Der bliver vrænget og rullet med øjnene, der bliver råbt og lokalet forlades demonstrativt spankulerende.

Det er søskendes job at have konflikter med hinanden, så jeg blander mig langt fra altid. Men jeg gør ind imellem, for det er mit job, synes jeg, at lære dem det helt fundamentale, at ikke alle problemer er lige store. At hvis de får gjort alting lige stort og går efter enhver tænkelig krænkelse,  så bliver der aldrig fred og ro.

Vi taler om konflikten, når sindene er faldet til ro. Da de var mindre, gjorde jeg det, at jeg fik dem til at illustrere med hænderne, hvor stort problemet egentlig var for hver af dem. Så kunne de som regel godt se, at det vist i grunden ikke havde et omfang, der berettigede et skænderi. Bare lige nævnt til inspiration, hvis der er andre, som tænker “Julefred? Fat chance!”

PS: Jeg er egentlig ikke til nisser. Men “Nisser uden grænser” er skønne! De forhandles af CareTrade og er lavet i Nepal af  seks tibetanske kvinder, der er flygtet fra Tibet.  Jeg vil have dem alle seks, men favoritterne er den amerikanske nisse med iPhone og den tibetanske nisse munk:

Tibetansk nisse munk

{ 1 kommentar }

Fredag den 6. december

af Anna Skyggebjerg den 6. december 2013

Der var ingen pardon i aftes og heller ikke i morges: Jeg skulle ud i mørket og stormen, på tur med Asger. Asger er kåd og synes vejret er det bedste længe. Og jeg evnede faktisk at nyde at have uventede halve timer helt i mit eget selskab. 

Og jeg kom i tanker om dette smukke haiku af Niels Kjær. Det er fra hans samling Årets ring:

Den isnende blæst - 

mine drømme strejfer om

i vintermørke

 

PS: Asgers første møde med noget hvidt, der kommer ned fra himlen: kig her

 

{ 0 kommentarer }

Onsdag den 4. december

af Anna Skyggebjerg den 4. december 2013

I går var jeg i Slagelse for at holde årets sidste foredrag. Der var i omegnen af 50 tilhørere, så det var nærmest et dagligstuemøde. Og den slags er altid interessante, for så går snakken.

Tillad mig for resten at prale over denne anmeldelse af mit foredrag…

I går var der igen-igen en ung, som tog mod til sig og sagde, “Jeg er studerende/går på gymnasiet/går på efterskole – og der er et massivt ekstrovert ideal. Man skal hele tiden være social. Jeg har sådan brug for tid alene, men hvordan skal jeg få det sagt, uden at de andre synes, jeg er asocial og mærkelig?” I går var det en stille pige fra en efterskole. For nyligt var det en pige i 2.g, som godt turde have skrig-grønt hår, men ikke turde sige til sine venner, at hun er introvert og har brug for ro ind imellem alle de sociale forpligtelser.

Det skærer mig i hjertet, når det er børn og unge, som ikke tør stå ved, hvem de er. Til gengæld varmede det hjertet, at der i går var så mange voksne, som var solidariske med pigen og kom med gode råd til.

Har du et råd til sådan en pige, så skriv det endelig her på bloggen. For hendes skyld, primært, men også for min. For når der bliver luft i kalenderen, så vil jeg altså gøre noget for de unge introverte og vil gerne have input allerede nu.

PS: Du skal lige se de fineste julekort, jeg har købt. Jeg har en svaghed for lækkert papir og tryk, som kan mærkes med fingerspidserne. Disse julekort er trykt på UDSØGT papir og kuverten til det ene kort er foret med silkepapir. De er lavet af Katrine fra Stolen Tuesday, som er et letterpress studio i København. 

 

{ 9 kommentarer }

Mandag den 2. december – Vinderne er…

af Anna Skyggebjerg den 2. december 2013

Tak for alle jeres kommentarer til weekendens give away. 

Jeg har gjort det let for mig selv ved at overlade det til Mr. Random Number at finde vinderne.

Det blev 28, 20, 35, 36 og 10  - alias Maibrit Nielsen, Mette, Rikke, Nina og Susanne Gramstrup.

Jeg sender bogen til jeres mails, som jeg jo allerede har. (Det bliver nok først onsdag)

PS: Bare lige et par snapshots fra i går, hvor jeg blev vækket på skift af Jacob og M&M (aka malamutten og missen). Sød mis. Meget stor malamut:

{ 2 kommentarer }

Lørdag den 30. november – Vind!

af Anna Skyggebjerg den 1. december 2013

Tak fordi I læste med på Da jeg besluttede, at jeg er en god nok mor

Bogen kan ikke længere købes. Men… den findes trods alt stadig som e-bog  i en fin grafisk opsætning.  Og du kan vinde den. Jeg trækker 5 vindere mandag den 2. december.

Smid dit lod i kommentarfeltet.

Glædelig 1. søndag i advent!

Da jeg besluttede, at jeg er en god nok mor

 

{ 54 kommentarer }

Fredag den 29. november

af Anna Skyggebjerg den 29. november 2013

Da jeg besluttede, at jeg er en god nok mor, igangsatte jeg en domino-effekt af gode forandringer i børnenes og mit liv. De forandringer har jeg skrevet om de seneste dage. I dag er sidste dag – og i morgen kommer der en afslutnings give away!

1:

Da jeg besluttede, at jeg er en god nok mor,

skrev jeg det på en seddel

og satte den fast

på spejlet i badeværelset.

2:

Da jeg besluttede, at jeg er en god nok mor,

indså jeg, at det havde jeg været hele tiden.

3:

Da jeg besluttede, at jeg er en god nok mor,

faldt alt på plads og

jeg kunne trække vejret.

I bund.

PS: Vi har fundet kasserne med jule- og nytårspynt frem fra kælderen.  I give you Asger:

{ 1 kommentar }

Torsdag den 28. november

af Anna Skyggebjerg den 28. november 2013

Da jeg besluttede, at jeg er en god nok mor, igangsatte jeg en domino-effekt af gode forandringer i børnenes og mit liv. De forandringer vil jeg skrive om ugen ud. Du får “Hele 3 ting”:

1:

Da jeg besluttede, at jeg er en god nok mor,

holdt angsten op med at være drivkraft.

2:

Da jeg besluttede, at jeg er en god nok mor,

var jeg ikke længere så bange for kritik.

3:

Da jeg besluttede, at jeg er en god nok mor,

behøvede jeg ikke længere at tænke over det.

Forestil dig den følelse af fred!

PS: Nix! Vi har besluttet, at være sikre på noget andet:

{ 0 kommentarer }

Onsdag den 27. november

af Anna Skyggebjerg den 27. november 2013

Da jeg besluttede, at jeg er en god nok mor, igangsatte jeg en domino-effekt af gode forandringer i børnenes og mit liv. De forandringer vil jeg skrive om indtil udgangen af november. Du får “Hele 3 ting”:

1:

Da jeg besluttede, at jeg er en god nok mor,

turde jeg fastholde, hvad jeg ved er godt for vores hverdag:

stille nærvær, ro og fordybelse.

(Nej, børnene savner ikke at gå til fodbold, badminton, svømning og spejder.)

2:

Da jeg besluttede, at jeg er en god nok mor,

blev det nemmere at have børnenes venner på besøg.

Jeg behøver ikke præstere;

jeg behøver ikke anstrenge mig.

3:

Da jeg besluttede, at jeg er en god nok mor,

blev det trygt for børnene at have venner med hjem.

For jeg er bare, ligesom jeg plejer at være.

Ikke en til lejligheden opdateret version:

“Populær Mor 2.0″

 

 

{ 1 kommentar }

Mandag den 25. november

af Anna Skyggebjerg den 25. november 2013

Da jeg besluttede, at jeg er en god nok mor, igangsatte jeg en domino-effekt af gode forandringer i børnenes og mit liv. De forandringer vil jeg skrive om den næste uges tid. Du får “Hele 3 ting”:

1:

Da jeg besluttede, at jeg er en god nok mor,

kom skyldfølelsen til at fylde mindre.

Den melder sig stadig ind imellem,

og så lytter jeg til den.

2:

Da jeg besluttede, at jeg er en god nok mor,

stoppede jeg med at angle efter ros.

3:

Da jeg besluttede, at jeg er en god nok mor,

stod vi op om natten for at sidde

i altandøren og nyde regnvejret.

Svøbt i dyner og blødt mørke.

PS: Dagens post… en kontrakt på den nye bog! Jubi!

{ 4 kommentarer }