1
I dag har været en dum dag, fordi Elise og jeg har skændtes. Det var en særligt dårlig dag at blive uvenner på, fordi hun netop her til aften skulle 5 dage til Tjekkiet på lejrtur med sin klasse. Men vi fik fundet hinanden igen, og hun blev sendt afsted med bussen i god stemning. Hun grinede endda, da jeg gjorde det, hun troede kun var en tom trussel: stak hovedet halvt ind i bussen, vinkede og sagde med hvinende stemme, “Juhuu, Elise, det er mor, der vinker!”
Jeg er ikke ret god til at tilgive og række ud. Godt, at jeg fik børn, for så er man nødt til at få det lært. Inden bussen kører.
2
Selvom dramaet endte godt, føltes dagen ikke som én, der ville blive ret meget godt at sige om. Men da jeg i sin tid var aids-konsulent, lærte jeg af nogle mennesker, for hvem livet randt ud, at det aldrig er for sent at ændre hele livet. Selv hvis det er livets aller sidste dag, kan en enkelt vigtig samtale (eller en enkelt vigtig sætning) ændre perspektivet på hele livet. Det samme kan man naturligvis gøre med en dag. Det er aldrig for sent at gøre en dårlig dag god.
Da jeg kom hjem efter at have sendt Elise afsted, besluttede jeg, at jeg ville give mig selv et nyt værelse og et nyt perspektiv på dagen.
Må jeg præsentere mit køkkenbord FØR:
- og EFTER:
- og det deraf følgende nye perspektiv på dagen:
Det virkede! Jeg trak vejret i bund, mærkede, at der var stille indeni – og jeg forstod pludselig det, jeg ikke havde fattet tidligere på dagen: Alt, hvad jeg har, er alt, hvad jeg behøver.
3
Pelspølsen kom og lagde sig hos mig. Så kom Jacob. Så kom Søren. Og så sad vi rundt om mit fine, lille refugium og drak aften-te. Fra trykkoger til høkasse på én dag. Det er aldrig for sent til Zen!
{ 6 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Fabelagtigt indlæg. Klogt, morsomt, rørende, ærligt, vedkommende og inspirerende på én gang – på så få linier. Det er da ret godt gået kære Anna.
Sikke dejlig dag alligevel. Og sådan en vinduesplads har jeg længe ønsket mig. Tillykke med den
Åh ja, at være dén, der rækker ud efter en konflikt… Det har jeg også kæmpet meget med. Heldigvis oplever jeg, at det er helt anderledes naturligt og nemt med mine børn, så jeg håber med tiden, at jeg også kan overføre denne følelse til andre relationer.
Skøn vinduesplads
Hvor dybt! Det er så sejt at kunne række ud. At kunne sige “pyt med det” om de små kontroverser. Og det er så fløjtende ligegyldigt hvis skyld det er. Skaden er sket og skal rettes op, og næste gang er det måske Elise der rækker ud – ikke nødvendigvis til dig, men hun rækker ud. For hun har det nemlig fra sin mor.
At du så ovenikøbet lægger historien her gør jo at man tænker… hmmm.. er der lige et sted jeg kunne række ud?
Luksus med sådan en køkkenbordsplads.
Fantastisk indlæg. Tak for det. Tak fordi du minder os om at tilgive sig selv. Når vi ikke tilgiver os selv, kører det rundt oppe i “hjernekontoret” og man kommer ingen steder hen. Tak for at du minder os om at nyde det der rent faktisk er.
Kærlige hilsener
Annika
Enig med de kloge, dejlige indlæg (damer) ovenover….
Og:
Jeg tror, at en af grundene til, at Elise kunne grine og glad tage på tur er, at hun ved, at hun ikke behøver bekymre sig for dig/have dårlig samvittighed: For hun kender dig. Og hun ved, at du tager vare på dig selv og eksempelvis lige laver dig sådan et nyt værelse der! Så hun kan, trods skænderi med sin mor, tage vare på sig og have en god tur
Knus og respekt herfra!