Søndag den 26. april

af Anna Skyggebjerg den 26. april 2009

1

Vi var i Zoologisk Have i dag, Søren, Jacob og jeg. I Trope-zoo betragter jeg en sommerfugl. Jeg ved ikke, hvordan det helt nøjagtigt kommer i stand, men jeg forestiller mig, at den må have kaldt på de andre medlemmer af det team, der skal gøre de besøgende glade, for pludselig er der omkring 6 sommerfugle, som flakser rundt om hovedet på mig, så tæt på, at jeg ind imellem plirrer med øjnene. I mindst et minut er jeg omgivet af sommerfugle, som først fjerner sig, da jeg ikke længere kan holde min boblende fryd inde.

2

Som om det ikke var poesi nok for én dag: Bagefter går vi på Café Konjak og spiser brunch. Alt er lækkert, og vi spiser nydende og ordløst bortset fra de obligatoriske “Uuhm!”. Men så bryder Jacob stilheden og siger: “Jeg har fundet ud af, hvad der skal være mit motto i livet. Det skal være “Giv aldrig slip på dine drømme!”".

3

Elise kommer hjem fra weekend hos sin far.  Vi snakker, pakker til fem dages koloni-ophold med skolen fra i morgen tidlig, putter begge børn – og så er det tid til Zen på altanen sammen med Søren. Helt, helt stille og pakket ind i overtøj og tæpper. Sikken en dejlig søndag.

Skriv en kommentar