Søndag den 7. juni

af Anna Skyggebjerg den 7. juni 2009

1

Jacob og Søren har spillet fodbold i parken, mens jeg sad på en bænk ved siden af og var lykkelig. Lyden af Jacob storgrinende er det bedste, jeg ved. Den lyd indikerer, at alt er godt. Og det var mangel på den lyd, der afgjorde, at vi meldte ham ud af fodboldklubben. Når man er 8 år, skal fodbold være sjovt og foregå grinende.  Ligesom stort set alt andet.

2

Hele familien har været til afstemning. Derefter stod den på isvafler og store ord om demokratiet.  Det mindste og det største i skøn forening, det er sådan jeg elsker livet.

3

Dagen sluttede i Elises seng, hvor vi sad under dynen og så film, drak te og spiste slik. Det er ikke altid så let at finde mødepunkter med en teenager. Vel at mærke mødepunkter, som giver plads til Zen. Men at se film sammen, det virker. Der er ro, nærvær og fortrolighed. Jeg elsker at studere hendes ansigt i halvmørket, når hun ikke ser det. Så smuk, så stor og så lille.

Skriv en kommentar