Vi sover længe, går ture, spiser fastelavnsboller, bager brød, ser film, læser bøger, snakker, fodrer fuglene, kysser katten… Kort sagt: Vi holder vinterferie. Og det føles som om, den ferie kom i sidste øjeblik.
Mens vi spiste fastelavnsboller, snakkede vi om, hvad vi hver især gerne vil – og ikke vil – i løbet af ugen. Vi blev enige om, hvor højt vores aktivitetsniveau skal være (ikke højt!) – og vi gav hinanden håndslag på at hjælpes ad med det praktiske, så det bliver ferie for alle. Jeg tror, det var godt at få sat ord på. Og at få afstemt forventninger. Så der ikke er nogen, der på søndag siger, “Ferie??!! Hmprff!! Kalder du det en ferie??!!.” Hvis du forstår, hvad jeg mener…
Bloggen holder også vinterferie ugen ud. Men er tilbage mandag.
{ 9 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Håber i alle får en rigtig dejlig vinterferie.
I lige måde, Anja!
See you on the other side!
God ferie til alle 5….. Pelspølsen tæller vel med, når I tæller familiemedlemmer. Har lige været en uge på ski, men føler trang til en uge hjemme med bøger, lange morgener, kopper med varmt og børn, der keder sig en smule….. Det får jeg måske et år?
Jeg glæder mig til din nye bog udkommer. God ferie til jer.
Kh’er Rikke.
Det lyder helt vinterferie perfekt.
Hav en dejlig ferieuge alle sammen.
Kære alle, God ferie tilbage!
Rebecca, det lyder meget, meget dejligt med lange morgener, bøger og børn, der keder sig en lille smule (og derfor oplever, hvor rigt et indre liv, de har at trække på). Og ja: Det kommer. Jeg lover det!
Uha forventningsafstemning – det kunne vi (læs: os voksne) vist godt bruge i ferierne. Stiller alt for få krav til 13-årig men kan mærke der er behov for det – også på længere sigt for hans egen skyld. Så sent som i dag bad jeg ham om at tømme og fylde opvaskemaskinen. Han sagde intet men jeg kunne næsten høre protesten i den larmende stilhed bagefter. Da jeg så kiggede, havde han kun tømt den! Tror der er noget om at man til drenge (og måske teenagere generelt) skal give dem 1 besked ad gangen. Måtte jeg understrege at fylde op igen altså hører med, men var så large at jeg hjalp ham med det.
Hvordan søren undgår du sure mine, når du stiller krav? Eller det gør du måske heller ikke?
Tina, den med opvaskeren… det er en klassiker også her hos os.
Der er næppe nogen af os, der helt undgår sure miner, dybe suk og tavshed, når vi opdrager vores børn. Men det skal jo ikke få os til at opgive at stille helt legitime krav til deres deltagelse i familien. I vores familie snakker vi vældig meget om at hjælpe hinanden. Vi insisterer på gensidighed. Igen og igen og igen. Det er forstemmende, så mange gange det skal nævnes. Men det skal det åbenbart. Så det gør vi. Og det hjælper: Børnene hjælper til og er også blevet bedre til selv at tage initiativer (så får de VILDT megen ros!). Men vi er altså endnu ikke der, hvor gensidigheden ikke længere er et tema, vi kan undlade at tale om.
Så min erfaring er, at man skal blive ved med at insistere på, hvordan man ønsker, at familien skal fungere. Og hvilke værdier, der ligger til grund. Mine børn er dæleme ikke i tvivl om, at det værste, deres mor ved, er forkælede børn. De er heller ikke i tvivl om, hvor enormt stolt, jeg er af dem, når de viser, at de forstår, hvad gensidighed er. Begge dele fremmer forståelsen, tror jeg.
Kære Anna
Tak for dit fine svar. Jeg er glad for det ikke kun er hos os, der opstår sure mine. Godt også at vide, at gentagelse af forventninger om at hjælpe til/hinanden er nødvendige. Så er det ikke kun, hørelsen lader til at være indstillet på “selektiv”