Søndag den 11. november

Vi er syge på skift. Først Jacob, i går Elise, i dag Søren og mig. Selv jeg kan ikke finde noget som helst godt at sige om, at ens børn kaster op og har smerter og taler med bitte små stemmer. Men så alligevel… Der er en ganske særlig Zen forbundet med at passe syge børn…

I aftes sad jeg i Elises seng og så film med hende og forsøgte at lokke hende til at spise lidt yoghurt og ristet brød. Og alle forsvar var nede, og der var ro og nærhed og taknemmelighed og kun her-og-nu. Og der blev sagt ting, der normalt ikke bliver sagt, og som siges bedst med en lille bitte stemme. 

Og i dag er hun næsten rask.

PS: Snapshot fra haven, hvor Buddha nu er omgivet af nedfaldne blade fra den canadiske ahorn