Jeg spurgte lige for lidt siden Jacob, hvad han synes, jeg skal blogge om i aften. Her er svaret:
“Hvor vigtigt det er at opdrage sine børn og sætte grænser og lave regler, så børnene vokser op og bliver nogle ordentlige mennesker.”
No kiddin’. Det sagde han. Ordret.
Årsagen er, at hele familien her til aften kom til at falde i et realityprogram om en familie, hvor ingen talte pænt til hinanden. De havde brug for hjælp – og det fik de af en kvinde, som lærte dem om grænser og regler.
TAK for det program! Vi, de voksne, havde pludselig børnene på vores side, for de sad jo også der og syntes, børnene i programmet var skrækkelige og forældrene vattede. Jeg behøvede ikke engang at sige, “Kan I ikke godt forstå nu, hvorfor det er, vi er så strikse med at opdrage jer?” (Men jeg kunne ikke lade være og sagde det alligevel…)
Bare lige nævnt som et apropos til indlæggene over den seneste uges tid om at trække sine grænser fuldt op - og dermed opnå selvaccept, selvrespekt og muligheden for ligeværdige relationer. Jamen, spørger du, skal børn og forældre da være ligeværdige? Ja, vi er absolut lige værdige. Men vi bestemmer selvfølgelig ikke det samme i familien.
PS: Fordelen ved at fremstå som om, man er en mor, som har tjek på det:
{ 1 … læs den nedenunder eller skriv en }
Endnu en fin og rigtig pointe fra dit skønne univers.
Jeg ved jeg har været mega dårlig til at sætte grænser og det har gjort mine børn utrygge. Og det kan man da kalde misforstået frihed. Heldigvis opdagede jeg det for nogle år siden og fik retter op på fejlen . .. sådan nogenlunde.
kram herfra
fru Wedel