Søndag den 15. juni

af Anna Skyggebjerg den 15. juni 2014

Det bedste sted i min verden er min Adirondackstol i hjørnet af haven. Her sidder jeg så ofte som muligt. Som regel ligger Den Store Hund ved siden af, med hovedet i chokoladeblomsten. Når han er på weekend med sin feriefamilie, sidder jeg der med Den Lille Mis(aka Chilli, Pelspølsen, Zen-mesteren, Little Missen):

Bogen på armlænet er Anne-Cathrine Riebnitzsky’s roman Forbandede yngel. Den vandt Politikens romankonkurrence sidste år. Og det forstår man, for den er strålende! Hvis du er på udkig efter en roman til ferien, kan jeg anbefale den på det varmeste.

Den handler om en kvinde, Lisa, som i et fly på vej hjem fra udstationering i Afghanistan fortæller historien om sin familie: Fire søskende, en grædende mor og en far, der slår. Det er en både grum og poetisk historie om en opvækst, der kræver overlevelsesvilje.  Her er en læseprøve

Forbandede-yngel_small

Skriv en kommentar