Søndag den 19. januar

Jeg har været til barnedåb i familien i dag. Og det fik mig til at tænke på, hvor lykkelig jeg er for at have en familie, som er så tilpas “loose”, at den kan rumme alle forskellighederne. Herunder mine introverte præferencer. Tænk, hvis man var Hemulen, der elskede stilhed - og havde en stor familie fuld af buldrende personer, der synes, det er forkert at holde af stilhed…

Hemulen, der elskede stilhed er en af Mumitrolde-historierne. Hemulen har en stor familie, som ejer et tivoli. Her klipper Hemulen billletter. Familien bliver beskrevet sådan her:

“En masse vældige, buldrende, snakkesalige Hemuler, som dunkede hinanden i ryggen og udstødte kolossale latterbrøl. De ejede tivoliet sammen og desuden blæste de basun, var hammerkastere og gjorde i det hele taget altid folk forskrækkede. Men de mente ikke noget ondt med det.”

Vores introverte Hemul, derimod, elsker stilhed, og det er ikke så nemt at finde lige midt i den familie:

“Du er alene og har ikke noget at lave,” sagde de andre Hemuler venligt. “Så det kan godt kvikke dig op at hjælpe lidt til og være sammen med andre mennesker.”

“Ja, men jeg er aldrig alene,” prøvede Hemulen at forklare. “Det når jeg aldrig. Der er så mange, som vil kvikke mig op. Undskyld, men jeg ville så gerne…”

“Det er godt,” sagde familien og klappede ham på skulderen. “Sådan skal det være. Aldrig alene, altid på farten.”

Hemulen klippede videre og drømte om den store vidunderlige, rolige ensomhed (…).

PS: Dagens snapshot af min hjemlige Hemul, Chilli, der elsker stilhed og spreder stilhed