Det har været en lang og stille weekend. I hvert fald for de fleste af os: ægtefællen, jeg, Jacob og Pelspølsen. Elise har været til fest fredag og lørdag og lægger op til at være vågen til klokken halv fem i nat, for hun har boet i Seattle og holder med Seattle Seahawks i Super Bowl finalen. Og Asger-hunden har været med sin feriefamilie i sommerhus og gået umådeligt lange ture over isflager. Men vi andre….
Vi har siddet i den store seng og læst bøger ved siden af hinanden. Og siddet i sofaen og læst bøger højt. Og set tv. Og generelt være lykkelige for vores stille dage, vores privatliv.Ligesom Elise og Asger er lykkelige for deres aktive dage med mennesker omkring sig.
I Introvert er der et vidunderligt citat fra en roman af Anne Tyler, Kurs efter Stjernerne. Citatet handler om glæden ved privatliv – og er fortalt af en datter, som gennem lang tid har passet sin døende mor 24/7. Familien antyder, at det alligevel må være lidt af en lettelse, at moderen er død. Og datteren tænker:
“Jeg var ikke lettet over at være fri eller over at slippe for arbejdet; jeg var lettet over at få mit privatliv tilbage. Hvis man vækkede mig midt om natten og ruskede mig og sagde: “Hurtigt, uden betænkning: Hvad er det vigtigste i verden?” ville jeg svare “privatliv”. Jeg ved godt det ikke er rigtigt; det behøver man ikke fortælle mig. Jeg ved at det rigtige svar nok er kærlighed eller forståelse eller at føle, der er brug for en – selv for mig. Men jeg siger bare det der først falder mig ind, og det er privatliv. At sidde alene og læse en bog uden at der er nogen der forstyrrer mig. Det er alt hvad jeg nogensinde bevidst har ønsket mig af livet.”
PS: Jeg er noget træt af sne. Men andre i familien er ikke:
{ 1 … læs den nedenunder eller skriv en }
Dette indlæg fik helt sikkert nogle tanker igang hos mig. Min søn er handicappet og han vil aldrig komme til at leve et selvstændigt liv og klare sig selv. Jeg elsker ham selvfølgelig over alt på jorden, ligesom jeg gør mine andre børn. Han har lært mig mange ting, men i forbindelse med dette indlæg gik det op for mig, at jeg er ikke (længere) bange for sygdom eller et handicap i sig selv. Jeg er bange for den institutionalisering, der i større eller mindre grad kan følge med. Det er nødvendigt for mig allerede nu at opgive noget privatliv for at de rette mennesker kan hjælpe mig og min familie. Det er svært for mig at dele disse ting med ‘fremmede’, men det er bestemt en af de situationer, hvor jeg tvinger mig selv til at være ekstrovert, fordi jeg ved, at det gavner i det store billede.