Søndag den 21. juni

af Anna Skyggebjerg den 21. juni 2015

Hvis jeg havde kendt disse ord af Piet Hein, da jeg skrev Introvert, ved jeg lige, i hvilket afsnit de skulle have været citeret:

Man blir rørt, når man blir spørt,

men man blir ked, når det blir ved.

Jeg skrev forleden om, at man som introvert naturligvis godt kan takke ja til arrangementer, der ligger udenfor comfortzonen, når arrangementet er vigtigt nok. Det handler om at afveje hensynet til sin introversion overfor hensynet til vigtigheden af arrangementet. Som oftest falder den afvejning ud til arrangementets fordel – og man takker ja.

Men der gives situationer, hvor hensynet til introversionen vejer tungest. Måske fordi arrangementet er af den slags, hvor man især ikke føler sig tilpas – og hvor man i øvrigt er inviteret med på et ydermandat. I den slags situationer gælder det om at finde en måde at takke nej på, som er høflig, men bliver respekteret. Alle introverte kender til, at et nej tak bliver fulgt op af, “Jamen, skal du da noget?” eller lignende. Derfor er det vigtigt at finde nogle taktfulde formuleringer, der gør, at det ikke blir ved, for man blir ked, når det blir ved.

Der er et afsnit i  Introvert med del gode forslag til taktfulde afslag. Og det er selvfølgelig i det afsnit, jeg gerne ville have citeret Piet Hein. Men jeg kendte ikke hans ord før veninde Karen for nyligt gjorde mig opmærksom på dem. Tak, Karen!

{ 2 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Dorthe 23. juni 2015 kl. 21:39

Kære Anna,
jeg er netop i gang med at læse “Kærlig hilsen…” og kan bare konstatere, at du er “the queen of quotes” :-D
Jeg får sådan lyst til at spørge, om du mon har en lille citatbog eller lignende, for at holde guldkornene på plads i hukommelsen? Og hvad du går efter, når du vælger bøger (hvori du finder så fantastiske citater)?

Så, nu har jeg “spørt”, og jeg skal nok lade være at blive ved, så vi slipper for, du bliver ked…

Kærlig hilsen,
Dorthe

Anna Skyggebjerg 23. juni 2015 kl. 22:54

Kære Dorthe,
Tak, det er en titel, jeg vil bære med stolthed. Også selvom du er den eneste, der nogensinde vil kalde mig “the queen of quotes”. For jeg elsker gode citater! Jeg laver æselører i mine bøger, når jeg finder gode citater. Derefter glemmer jeg alt om dem, indtil jeg skal bruge et citat – og det helt rigtige kommer frem fra erindringen: “Dav igen, dig havde jeg da glemt alt om. Tak fordi du kom tilbage lige nu.” En citatbog ville nu ikke være dum, så fra i morgen har jeg sådan en.
(Og ellers er der jo altid den kollektive erindring: nettet!)

Skriv en kommentar