Inden for de seneste dag har jeg fået flere næsten ens mails. De kommer fra introverte studerende, som bliver alvorligt udfordrede af et ekstrovert studie-miljø.
En af de dem skal ud at søge læreplads. Og vejlederne i klassen har besluttet, at “one size fits all”, så søgningen skal foregå på samme måde for samtlige studerende: “Du skriver en ansøgning og tropper uanmeldt op på tre forskellige arbejdspladser og forsøger at snakke dig til en læreplads.”
Hende, som skrev til mig, var ulykkelig og angst, for hun er introvert. Og denne metode passer i særklasse dårligt til hende. Jeg anbefalede hende at tale med sine vejledere og fortælle dem om, hvordan hun vil foretrække at søge læreplads. (Lykkes det ikke, er der kun én vej: At forberede sig til tænderne!) Må jeg i øvrigt sige: Hvis jeg var arbejdsgiver ville jeg ikke bryde mig om, at nogen afbrød mit arbejde med uanmeldte besøg og elevatortaler.
En anden studerende var på 9 dages studietur med et tæt-pakket, socialt program. Hun var ikke engang halvvejs igennem, men allerede ved at knække sammen af træthed og skam over “ikke at have det samme energi-niveau som de andre.” Hende anbefalede jeg flere ting, men blandt andet dette: At beslutte på forhånd, hvor mange (og hvilke) af de frivillige arrangementer, hun har ork til at deltage i. Derefter deltage i dem, NYDE dem – og droppe enhver tanke om dem, hun ikke deltager i. Kort sagt: Træffe valg, der respekterer den person, hun er, og så stå ved sit valg uden skyld og skam.
We’ve come a long way – men der er stadig et godt stykke vej til reel ligestilling.
PS: Dagens snapshot er af Chilli (aka Pelspølsen), som er lykkelig over, at Den Store Hund er på weekend, så hun endelig kan ligge i tryghed i stuen. Hun er stadig bange for ham. Det går fremad, men også her er der et langt stykke vej at gå…
{ 7 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Orv, lever hun virkelig stadig
Stakkels mennesker! Jeg føler med dem helt ind i hjertet.
Jeg er på kursus i øjeblikket, i noget som jeg egentligt rigtigt godt gider.
Faktisk vil jeg gå så langt, som at sige at det er noget jeg har drømt om i flere år, men jeg har i hvert fald IKKE drømt om så mange rollespil, samtaletrænings-teknikker og andet find-lige sammen med en makker/gruppe og sum, så fremlægger vi for hinanden om 10-20-30 minutter og kommenterer.
Jeg er ikke voldsomt introvert, men det der går laaaangt ind over min comfortzone. Havde jeg vist det, så var jeg ALDRIG startet og yderemere, så foregår turen frem og tilbage i overfyldte tog.
Efter sådan en dag har jeg bare fået ALT FOR mange fremmede mennesker ALT FOR tæt på.
Kunne jeg strikke, så ville jeg helt sikkert strikke den der introvert kjole-hule du ind imellem viser billeder af.
@ Rebakke: Det kan du tro! 13 år og stadig den mest elskelige kat. Men med en lidt mindre comfortzone, siden vi fik hund, desværre…
@ Heidi: Og stakkels dig! (Oh yes, den kjole/trøje-ting burde sættes i produktion!)
Jeg føler med de studerende der har skrevet til dig, hvis jeg bare havde været mig selv så bevidst den gang, som jeg er i dag, havde alting været meget nemmere. Jeg håber de studerenes, vej gennem livet bliver nemmere, ved at de allerede nu er bevidste om at de er introverte.
Nårhh, ja vi hører ikke så meget til den længere. Måske den skal have et par sider i din nye bog. “Kat føler sig overset, stor slædehund fylder for meget……”
@ Ja, Rebekka, det ville hun finde passende!
@Birgitte: Det håber jeg også på: At de, som er unge nu, får det lidt lettere, fordi de VED…
Kære Anna
Jeg faldt lige over disse sjove billeder, som man som introvert nok vil kunne genkende
http://www.buzzfeed.com/erinlarosa/problems-only-introverts-will-understand
Endnu en gang tak for din bog, der har gjort at jeg har lært mig selv bedre at kende