Søndag den 28. april

af Anna Skyggebjerg den 28. april 2013

Jeg har svigtet bloggen den seneste uges tid. Tvillingerne, I ved… Derfor ville jeg blogge i aften. Og havde sat mig til computeren…

Men der kom ingen ord. Derimod kom Søren og spurgte, hvorfor jeg havde solbriller på.

Jeg ved ikke, hvor længe, jeg havde siddet med solbriller på i stedet for de læsebriller, jeg ikke kan se uden. Men jeg synes, det må betragtes som et vink med en vognstang: Jeg er ikke nærværende. Og så skal man afholde sig fra at sige noget. Og gå i seng.

Forhåbentlig er jeg så frisk op i morgen tidlig, hvor jeg skal på Kanal København og sige noget om Introvert.

Jeg indrømmer, at jeg er meget nervøs – og at mit manglende nærvær givetvis har med den nervøsitet at gøre.  For jeg ved jo ikke nøjagtigt, hvad der vil blive spurgt om, og kan derfor ikke forberede mig til tænderne. “Vær spontan”, siger I nok, men …. 

 

{ 4 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Hanne Hauger 28. april 2013 kl. 23:42

Kanal Københavns lyttere vil garanteret kun have godt af, hvis du tager dig en usædvanlig god tænkepause, hvor du overvejer dit svar, hvis tilfældet skulle være, at der kommer et spørgsmål, du ikke har et svar klar til – så kan de også selv få lov at tænke lidt (meget) imens :-) . Det er i hvert fald det, jeg prøver at sige bestemt til mig selv, når jeg har prøvet at forberede mig til fingerspidserne til noget, som det er umuligt, at forberede mig perfekt til, fordi det er uforudsigeligt :-) Og det er ikke så tit, det sker i vores mediecirkus desværre, at folk selv får et pusterum, hvor de kan tænke, så mon ikke de godt vil kunne lide det… Det er igen bare en ekstrovert norm, at der skal falde et hurtigt svar, tænker jeg – vel hellere et begavet svar, vi kan bruge til noget – selvom det kommer 1 minut senere – tænker jeg bare :-)

Dorte Daugaard 29. april 2013 kl. 06:56

Sikke dog et fantastisk citat :) Husk nu på, at det ikke er en test, og at du skal tale om noget, du ved noget om, så på den måde er du allerede forberedt :) tak for en vidunderlig klog bog – skrevet på smukkeste vis!

Rikke 29. april 2013 kl. 09:20

Haha fantastisk citat. Det tilslutter jeg mig gerne!! Pøj-pøj i radioen! Og tak for et godt grin :-) Der er jo aldrig noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Kitt 29. april 2013 kl. 10:51

Hvis jeg havde været den første til at skrive en kommentar til din post, ville jeg have skrevet præcis det samme som Dorte ovenfor. Du ved meget mere om introverthed end de allerfleste og du har det under huden efter at have fordybet dig i emnet igennem din bog, så din forberedelse er gjort – nu skal du bare nyde at være spontan :-) !

Skriv en kommentar