Noget om at være virkelig nederen forældre…
Her i huset bor der to teenagere.
Elise er 18 år og går i 3.g. Hun er fagligt ambitiøs, flittig og stort set selvkørende. At være forældre for hende handler mest om at hjælpe hende med at sætte struktur, så hun får pauser nok og søvn nok. Og så skal der ind imellem hjælpes med lektier.
Jacob er 13 år. Han elsker computerspil. Behøver jeg sige mere? At være forældre for ham handler om at sætte struktur, så han ikke tilbringer al sin tid i en virtuel verden og på den måde forsvinder ud af familiens liv. Han kan nemlig ikke selv styre spil-tiden. Så vi tager på os at være de trælse forældre, som – efter Jacobs mening – er sindsygt meget skrappere end NOGEN andre forældre. Vi har brede skuldre; vi kan bære det.
For at der ikke skal være nogen tvivl om reglerne, er de skrevet ned. Det basale er, at der er 1½ time dagligt til spil og spilrelaterede aktiviteter.. Han kan bede om mere spiltid ved særlige lejligheder (for eksempel når der er spilmaraton med overnatning hos vennerne). Spiltiden kan øges, når han gennem længere tid har vist, at han kan overholde spiltid og samtidigt deltage i familien og passe sin skole.
Han må se skod TV ½ time dagligt, det dobbelte i weekenderne. Der er stort set fri TV, når det er nyheder, sport og naturprogrammer – og stort set fri computertid, når computeren bruges til at søge viden.
Hvis reglerne ikke bliver overholdt, falder der først et advarende Gult Kort, derefter et Rødt Kort, som betyder inddragelse af spiltid i x antal dage.
Hele øvelsen handler om at skabe balance mellem alle de aktiviteter, der er i sådan en teenagedrengs liv: skole, familie, venner, bueskydning, læsning, computerspil. Og erfaringen er, at hvis ikke der er faste regler, kommer computerspillet til at fylde det hele og konstant give anledning til diskussioner. Når der er regler, kommer der ro på (bortset fra, når der alligevel ikke gør…).
{ 2 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Sådan! Dejligt at høre at den slags forældre også eksisterer;-) I er kandidater til en rolle som de “stygge” forældre i cykelhjelms reklamen
“kommer der ro på (bortset fra, når der alligevel ikke gør…)”
Den der sidste sætning blev jeg rigtig glad for, for når jeg kæmper for struktur og en god balance af og mellem alle sammens behov, så er det virkeligt ikke altid, at mine gode intentioner og klare aftaler ikke stadigvæk giver anledning til nogle heftige diskussioner mellem den værste mor i hele solsystemet og de stakkels stakkels teenagere, der må trækkes med den frygtelige kvinde.