Tiger mom eller curling mom?
Jacob har været til DM i bueskydning i denne weekend. Det gik sådan her: Han blev nummer sidst. Og med et MEGET stort hul op til nummer næst-sidst.
Lørdagen var hård for ham. Søndagen (hvor han havde set skriften på væggen) var bedre: Han fokuserede på at heppe på klubkammeraterne og have tid til at snakke mere med dem, end han plejer til træningen. Og så var der også en pæn portion fornægtelse…
Men herhjemme sad vi med et presserende spørgsmål: Hvordan reagerer man som forældre på sådan en oplevelse? Eller spurgt på en anden måde: Hvordan finder man balancen mellem at være en tiger mom og en curling mom?
Skal man sige: “Hvis du vil være med til DM, må du tydeligvis træne noget mere!” (Nej, vel. Det er at gøre for meget ud af det.)
Skal man sige, “Du havde da bare en dårlig dag. Det skal du ikke tænke på, skat. Det vigtige er at være med og at have det sjovt.” (Nej, vel. Det er at gøre for lidt ud af det.)
Eller er der en balance et sted derimellem, hvor man
både kan anerkende, at en sidsteplads er ærgerlig, men ikke i nærheden af at være nogen ulykke - og at den i hvert fald ikke rokker en centimeter ved vores kærlighed til drengen og
samtidigt åbne op for det det faktum, at der er en sammenhæng mellem at øve sig og at blive bedre, for ingenting kommer af sig selv (end ikke til en 13-årig med et stort ego.)
Jeg tror ikke, jeg fandt den balance… Måske gjorde jeg… I dunno…
Hvad siger I?
{ 6 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Stakkels Jacob. Noget ala – godt du var med, nu har du set hvad det går ud på, så du kan træne mere målrettet til næste gang. Og så noget afledning med chokolade, ville nok være opskriften hos mig.
Knus Anja
Jeg er helt på linie med Anja.
Noget i retningen af; “Det var spændende at være med til, nu har vi set hvordan sådan et DM er skruet sammen og hvis du vil gøre forsøget igen til næste år, så ved du hvad der kræves”
Og så noget hyggeligt familie-afledning.
Der behøver ikke blive sagt så meget, selv teenagere ved oftes også udemærket om forarbejdet var i orden eller ej:-)
Min unger ved, at hvis der ikke er nogle døde eller hårdt sårede, så er resultatet ikke vigtigt på den lange bane.
“Ved du hvad, min skat, jeg kan godt forstå hvis du er ked af det og skuffet, og hvis du øver dig endnu mere til næste gang, så er jeg sikker på det går bedre. Og uanset hvad, så elsker vi dig.”
Og SÅ en masse familiehygge.
Af hjertet TAK, I 3!!!!
Kærligst,
Anna
Måske kommer man endda til et tidspunkt, hvor der må tages pis på det??
Det håber jeg, Maiken! Det ville være en befrielse. For hvis du hørte drengens tolkninger af hændelserne…. Det kan være svært ikke at grine.