Søndag den 6. oktober – Brevkassen

Brevkassen har fået brev fra en mor. Brevet begynder med denne sætning: “Min søns far ønsker ikke at se ham mere”.

Læs mit svar herunder.

Hvis du selv har lyst til at skrive til mig, så læs her, hvordan du gør. 

Kære Anna

Min søns far ønsker ikke at se ham mere.

Vores dejlige dreng er 5 år, og vi forældre – der begge er i 40´erne – har aldrig boet sammen, men faren har dog været min on-off kæreste gennem 6 år, hvor jeg har ladet ham komme hos os, så meget han har haft lyst til.

Faren er en meget konfliktsky person, der er ”gået” fra mig mange gange, når der har været bare det mindste antræk til en diskussion eller misstemning, hvor han så har valgt at holde sig væk i timer, i dage og endda nogen gange i op til flere uger. Men han er altid vendt tilbage til os, og da har vi så begge ignoreret afbrækket, været kærester igen, og han har altid været sød og god ved os.

Jeg har ladet ham opføre sig sådan, dels fordi han er min søns far, og dels fordi jeg har fornemmet, at han bærer rundt på nogle skeletter fra sin barndom, da han nemlig ikke har haft kontakt til hverken sine forældre eller sine søskende i virkelig mange år, pga konflikter.

Men.

I december sidste år gik han så fra os for sidste gang.

At det var sidste gang, ved jeg, fordi jeg har hørt fra 3. person, at han har fundet sig en ny kæreste, som han er flyttet sammen med.

Jeg har forsøgt at starte en dialog med ham omkring samvær med vores søn, men det har vist sig helt umuligt, da han nægter at tale, se mig eller skrive sms´er med mig. Han har blot skrevet med meget hårde ord, at han ikke ønsker at høre mere fra mig.

Ergo: Min søns far vil ikke se ham mere.

Jeg har nu slettet farens telefonnummer, så jeg fremover undgår at trygle, skælde ud og lign. til ham på skrift. Men jeg er helt knust, selvfølgelig især på min søns vegne.

Hvordan kan en far vælge sit barn fra, Anna?

Kh

Den chokerede mor

Kære Chokerede mor,

De første år af min søns liv ville hans far ikke se ham. Han ville heller ikke kommunikere med mig. Det var et klassisk drama om kærlighed, svigt og tab  – og dens moderne ækvivalent: blodprøver, advokater og retssag. Og det var de sorteste år i mit liv. Når du skriver, at du er helt knust og især på din søns vegne… Det rammer mig i hjertekulen med fuld styrke, så jeg husker det klarere, end jeg bryder mig om, hvordan det er at være knust på sit barns vegne. Det er det værste. Magtesløsheden er overvældende, husker jeg. Ikke at kunne stille noget som helst op; ikke at kunne fjerne smerten fra sit barn, selvom man med glæde ville tage den på sig og gange den med ti, hvis det var det, der skulle til. Det gør mig ondt for dig og din dreng, Chokerede mor.

Du har naturligvis gjort det eneste rigtige ved at prøve at få en aftale med din søns far om samvær mellem de to. Da han afviste, svigtede han sit allermest betroede ansvar. Jeg har lyst til at skrive, at han dermed har mistet retten til at kalde sig far. Men faktum er, at han er  - og altid vil være – din søns far. Faktum er desværre også, at han har det valg ikke at ville se jeres søn – og at der ikke rigtigt er noget, du kan gøre. Udover at slette ham fra din telefonliste. (Det var godt, du gjorde det!)  Og så fokusere på at være mor for din søn – og i øvrigt vente og se, hvad tiden bringer. Jeg beklager. Jeg ved godt, at det er desillusionerende og inderligt provokerende ord, når man er vant til at kunne handle sig ud af alting. Som sagt: Magtesløshed er en overvældende følelse.

Jeg ventede i mere end tre år. Så en lørdag formiddag stod min søns far pludselig foran mig i grøntafdelingen i Føtex. Det var ikke så overraskende, at jeg befandt mig i Føtex, for det gjorde jeg hver lørdag. Men det var meget overraskende, at han gjorde, for han boede i Afrika.  Ikke desto mindre stod han altså der ved siden af en kasse med meloner. Jeg overvejede alvorligt at kaste en melon efter ham.  I stedet inviterede jeg ham på besøg hjemme hos mig, og han sagde ja. Så om aftenen sad han i min sofa og læste Alfons Åberg for vores dreng. Jeg tog et billede. Jeg vidste ikke, om jeg nogensinde igen ville se de to sammen, og jeg ville have det billede, så jeg kunne sætte et ansigt på, når den dag kom (jeg vidste, den ville komme), hvor min søn spurgte, hvorfor han ikke havde en far. Den dag kom to uger senere.

I dag er min søns far og jeg gift og meget lykkelige sammen. Pointen i den historie er ikke at sukkerglasere din situation, bagatellisere den eller stille dig i udsigt, at det nok ender med en Lily model. Pointen i min historie er, Chokerede mor, at alle mennesker begår fejl, og mange af os bliver senere klogere og retter vores fejl. Det ved vi ikke endnu, om din søns far kommer til at gøre. Men jeg håber det virkelig af hensyn til din søn. Det ved jeg, du også gør.

Du spørger mig, hvordan en far kan vælge sit barn fra? Jeg ved det ikke. Ingen af os aner dybest set, hvilke bevæggrunde andre mennesker har for at træffe de valg, de træffer. Vi kan gætte, naturligvis. Vi kan endda have kvalificerede gæt, sådan som du har: Din søns far har tydeligvis aldrig lært i sin oprindelige familie, hvordan man løser konflikter, tager ansvar for sine fejl og tilgiver andres. Men stadigvæk er det kun gæt. Jeg gættede dagligt i de første år af min søns liv (og bad desværre alt for ofte mine nærmeste om at gætte med), fordi jeg troede, at hvis bare jeg forstod, så kunne jeg gøre noget og ville ikke være så magtesløs. Jeg kan ikke helt huske, hvad der fik mig til at give afkald på at forstå (eller om der overhovedet var en konkret anledning), men jeg kan meget tydeligt huske den lettelse, det var. Har du set den scene i Sex and the City, hvor det pludselig går op for Miranda, at når en date ikke ringer tilbage, så er det ikke på grund af Indviklet Årsag nr. 1, 2 eller 3? Årsagen til, at en mand ikke ringer tilbage, er ganske enkelt den, at ”He’s just not that into you”. For Miranda er det en eyeopener og en lettelse at erkende, at det er så enkelt, og at hun ikke længere behøver gå og tænke over Indviklede Årsager nr. 1, 2 og 3. Det var den samme lettelse, jeg oplevede, da jeg forstod, at jeg dybest set ikke ville komme til at forstå. Jeg tror, vi påfører os selv megen skade med vores ambition om at forstå og vores overbevisning om at kunne komme til at forstå alting, hvis bare vi graver dybt nok eller gætter længe nok. For det bedrag forhindrer os i at komme videre og stille det virkelige spørgsmål. Det virkelige spørgsmål er ikke, ”Hvordan kan en far forlade sit barn?”. Det virkelige spørgsmål er, ”Hvordan er jeg den bedst mulige mor for min søn, nu hvor jeg er alene med ham?” Det spørgsmål kan besvares. Det andet spørgsmål kan ikke andet end martre i uendelighed som en skide båndsløjfe med dødsmetal.

Svaret på, hvordan du er den bedst mulige mor for din søn?  Det er du, ved at elske ham uforbeholdent (nemt!), ved at vise ham gennem dine ord og handlinger, at hans fars elendige opførsel ikke overhovedet ændrer ved den kendsgerning, at din søn er værdig til kærlighed, og at han hører til. Du er den bedst mulige mor for ham ved at lære ham, hvordan man løser konflikter, tager ansvar for egne fejl og tilgiver andres, så han ikke gentager sin fars elendige opførsel. Og (nu kommer det svære; du vidste, der ville komme noget, gjorde du ikke?) du er den bedst mulige mor for din søn ved aldrig, aldrig at tale negativt om hans far. Du skal aldrig tale om hans ”elendige opførsel.”  Heller ikke selvom det er en mild formulering for ikke at sige en monstrøs underdrivelse. Men du siger det ikke. Overfor jeres søn taler du altid pænt om hans far, for dine ord til din søn om hans far former hans billede af hans far. Heldigvis er din søn 5 år og har gode erindringer om sin far, men med tiden vil der nok ske det, at nogle af dem falmer, og andre bliver helt glemt. Og så er det, at du skal hjælpe din søn med at holde hans far nærværende i hans bevidsthed. Din søns historie om hans far vil i vid udstrækning være din historie om hans far. Så gør ham menneskelig (god, men fejlbarlig). Selv når du har lyst til at dæmonisere ham.  Fasthold, at du ikke ved, hvorfor din søns far træffer de valg, han gør. Sig, at du håber, tingene forandrer sig, så din søn engang får kontakt med sin far og mulighed for selv at stille ham de spørgsmål, han gerne vil have svar på. Og forsøm aldrig nogen anledning til at sige, at du har elsket hans far og for altid vil være taknemmelig for at have haft ham i dit liv, for ellers ville du ikke have fået den dejligste søn i verden.

Og bagefter, Chokerede mor, når du har sagt og gjort alt det rigtige og din søn sover eller er ude af huset, så ringer du til en af dine nærmeste veninder og: Do your worst!  Spy ild, så jorden slår revner.  Få Djævelen til at ryste af skræk over din styrke. Grin til du tisser i bukserne.

Jeg ved, at det ikke er rimeligt at forlange af dig, at du skal være så god, når han er så dum. Men livet er sjældent rimeligt i sine forlangener. På grund af din søns far er du blevet pålagt den enorme udfordring, at skulle være et bedre menneske, end du tror, du magter. Hele tiden at skulle være den, der viser, hvordan ordentlige mennesker opfører sig. Tag den udfordring på dig som en etisk fordring, Chokerede mor. Det er dit livs opgave. Intet mindre. Karmatrolden vil givetvis belønne dig, men den største belønning er naturligvis og uden sammenligning denne: Din søn vokser op med det stærkest tænkelige forbillede for, hvordan man lever sit liv med et fornemt og åbent hjerte, som en Kærlighedens Kriger. For sådan én er du. Din søn vil elske og beundre dig. Jeg garanterer.

Kærlige hilsner til dig og din søn,

Anna