Søndag den 8. januar

af Anna Skyggebjerg den 9. januar 2012

I dag har Liselotte Vejborg og jeg afholdt Anna & Lottes Nytårskur, hvor omkring 40 damer spiste kager og snakkede om nytåsforsætter med os, med hinanden og med de indbudte stjerner, forfatter  Andrea Bak og skuespiller Anne Steensgaard. Det var en fest, som det – efter min mening – altid er, når kvinder er sammen i en tryg ramme.

Vi talte vældig meget om, hvordan man får nye, gode vaner ind i sit liv. Varige gode vaner, vel at mærke. Ikke sådan nogen, som holder de første to uger af januar…

Og her er mine “Hele 3 bud” på, hvordan du gør.

I stedet for at have kæmpe nytårsforsætter – “jeg vil tabe 5 kilo, spise sundt og motionere hver eneste dag” – så se kærligt og realistisk på dit liv og gør følgende:

1: Beslut dig for at foretage 1 lille ændring – og kun den ene ændring (“Jeg vil arbejde på at holde af min hals”/”Jeg vil trække vejret i bund 2 gange dagligt”/”Jeg vil udskifte en enkelt skive hvidt brød hver dag med et sundere alternativ”)

2: Vær stolt af dig selv, når du gør det, du har besluttet dig for. Og for Himlens skyld: Tilgiv dig selv, når du glemmer det.

3: Giv dig selv en hel måned, inden du tager næste skridt.

Det tager nemlig tid at udskifte dårlige vaner med nye og bedre. Men det er ok. Det må gerne tage tid. Husk på C.S Lewis ord (det er ham, som har skrevet Narnia-bøgerne):

What saves a man is to take a step. Then another step.

Og måtte jeg tilføje, at det er det samme, som redder en kvinde: at tage et skridt. Og derefter at tage et nyt.

God tur!

{ 4 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Diana Lindegaard 9. januar 2012 kl. 10:06

Kære Anna,

1000 tak til dig for en herlig nytårskur. Kan ikke forestille mig en bedre måde at tilbringe søndag eftermiddag på.

Vi kvinder må lære at holde af os selv – big time. Vores krop gør jo alt hvad den kan for at holde trit med os. Det tjener os i medgang og modgang, gennem børnefødsler og alle de andre udfordringer og fremfor alt, så arbejder den for os døgnet rundt.

Jeg synes, at det hjælper at tænke i taknemmelighed fremfor i krigsførelse.

kærlig hilsen
Diana

Anna Skyggebjerg 9. januar 2012 kl. 10:13

Kære Diana,

Tak for sidst. Det var dejligt, du kom; jeg havde glædet mig til at møde dig.
Jeg er helt enig: Slut med krigsførelse. Det giver jo ingen mening!

Kh,
Anna

Helle 9. januar 2012 kl. 18:04

Tak for en hyggelig eftermiddag. Kommer gerne igen en anden gang.

Kirsten Jensen 9. januar 2012 kl. 20:56

Det er sådan man kommer jorden rundt, nemlig et skridt ad gangen! Knus fra

fru Jensen
Gudhjem

Skriv en kommentar