Super mor
BOGEN ER UDSOLGT BÅDE FRA FORLAGET OG FRA MIN “GÅRDBUTIK”. MEN DEN KAN STADIG LÅNES PÅ BIBLIOTEKET!
Super mor er den første bog i Danmark, der er skrevet særligt til enlige mødre. Men alle travle kvinder kan læse med.
I Super mor er der kapitler om, hvordan du nemmest slipper af sted med at holde orden, at købe ind og at lave mad. Og der er kapitler om, hvordan du får det bedste samarbejde med børnenes fædre, hvordan du lærer at sige nej og at springe over, hvor gærdet er lavest – og hvad du skal huske, når du dater. Der er til gengæld ikke et eneste ord om at klare ærterne med feng-shui og bare-tænk-positivt.
Super mor er kæk husmoderservice: Spandevis af nede-på-jorden gode råd, der er afprøvede i praksis. Jeg ved, de virker. De vil med garanti give dig og dine børn en nemmere hverdag med mere ro og mere tid sammen. Og kunne I måske godt bruge mere ro og mere tid?
Oveni handlen får du et festfyrværkeri af citater fra et panel af enlige mødre samt lange interviews med kendte, enlige mødre, som alle generøst deler ud af deres erfaringer og bedste råd. Og de har mange!
Sagt om Super Mor
Anna Skyggebjerg har skrevet en forrygende morsom og samtidig rørende bog fyldt med tips, tricks og gode råd til enlige mødre – og andre seje kvinder, der gerne vil ha’ en lettere hverdag. Og det er vi mange, der gerne vil .
Alt for Damerne
Jeg faldt pladask for den rå, ligefremme og ærlige tone i denne bog. Det er så befriende!
Gyldendals Babybogklub
For en mor med en far i huset giver bogen mindst lige så mange gode vink og tanker at tage med sig, så alt i alt – godt gået ”Super Mor”, tak for de bramfrie udmeldinger, der kalder en spade for en spade. Det kan vi lide. Endnu en bog fra dameforlaget Pretty Ink, endnu en perle.
Ugebladet Søndag
Og så lige et par citater fra nogle af verdens sødeste læsere:
Tak for din dejlige bog – jeg har netop læst sidste linie. Super Mor: det er sådan en, der kæmper og ender med at have det bedre end før.
Du og de øvrige mødre, der fortæller i bogen, viser, at vejen ud af osteklokken, bitterheden og offerrollen kan vælges af os alle.
Maja
Jeg skriver for at sige dig TAK!!! Med din bog i hånden har jeg tudbrølet og storgrinet, ofte på samme tid. Alle fortællingerne har jo handlet om kvinder, som tænker, føler og handler lissom jeg.
Tina
Tak for din bog Super Mor. Har lige læst den for anden gang. Den er dejlig positiv, og jeg føler jeg mig som en dygtig forældre efter at have læst din bog. Det bedste er, at dine følelser og erfaringer har været med til at legitimere mine egne:”Ja det er sådan det er”.
Gitte
Jeg er godt nok ikke enlig mor, men jeg syntes sagtens jeg kunne bruge en masse alligevel-og ikke mindst få en masse grin! Du skriver simpelthen hammergodt, der var flere gange hvor jeg altså lige blev nødt til at læse højt for min mand, fordi han undrede sig over mine højlydte grin
Kitt
{ 12 trackbacks }
{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Hej Anna
Du har skrevet en dejlig bog – også til os, der ikke er enlige mødre. Det har været en sand fornøjelse at læse Super Mor, jeg genkender mange situationer, og der er også god inspiration at hente. Jeg er fuld af beundring for alle de enlige mødre, der klarer sig så godt igennem hverdagen – på trods af trængslerne!
Mvh
Naja
Da jeg blev selvvalgt alenemor for 11 år siden læste jeg Lola Baidels bog “Du kan sagtens klare dig uden en mand – men ikke uden en vaskemaskine”. Det har nok været den første bog på det danske marked om at være singlemor, den var en stor hjælp for mig, og jeg håber at din bog kan gøre en lige så stor forskel for alle de nye enlige mødre. God vind og alt det bedste.
Anja
Kære Anna,
Jeg har alle de ting, de fleste af singlemødrene i din bog savner, men gik alligevel ned med stress og depression i forsøget på at være så meget, jeg ikke er. Jeg har nu læst Supermor både før og efter min lange sygdomsperiode, og jeg finder dem så inspirerende, givende og omsorgsfuld. Jeg er ikke enemor, men jeg har også brug for at høre, at det er OK at springe over hvor gærdet er lavest, at jeg også er en supermor, selvom jeg af og til fejler, og det varmer at læse om alle de seje kvinder, som – med så forskellige liv og udfordringer – alligevel ligner mig.
Varme hilsner fra Ditte