1
Ferie er dejligt. Men det er hverdagen også. Særligt hvis man husker at trække vejret i bund ind imellem og glæde sig over det smukke i det enkle og nære. I nat fik jeg foræret sådan et zen-moment: Mens det øsregnede, sad jeg i de åbne altandøre, lige akkurat indendøre, og nød duften af regn, lyden af dråber, der ramte metalstolene og synet af lyn, der flængede himlen. Sådan et vejr gør mig helt stille indeni. Regnvejr er en sikker kilde til zen for mig. (Og faktisk også for børnene. Jeg har, når sandheden skal frem, flere gange vækket dem om natten, når de ikke skulle tidligt op næste dag, så vi sammen kunne nyde regnvejr i mørke. At sidde der i dyner sammen… )
2
I dag fik jeg at vide, at en kvinde, jeg kender, er gravid. Det villemåske ikke have gjort så stort et indtryk for 15 år siden, inden jeg selv fik børn. I dag blev jeg fuldkommen rørt. Og glæder mig oprigtigt på hendes vegne. Det er nemlig sådan her:
We’re all warriors at heart, members of the big collective tribe of motherhood, and we belong to one another.
(Forfatter Vicki Forman)
3
På hvor mange sprog kan du sige, “Hun stiller P-skiven”? Ja, det tænkte jeg nok… Jeg kan heller ikke selv sige den sætning overbevisende på andet end mit eget sprog. I dag mødte jeg en irakisk kvinde, som skulle sige den på et fremmedsprog, nemlig dansk. Det lød sådan her: “Hun laver ur i bil.”
Det var måske ikke ligefrem et zen-moment. Men det var rørende. Og sjovt.
{ 6 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Jeg synes altså du beskriver dine Zen- moments …
Dejligt at læse med
Jeg elsker også regnvejr – især om sommeren. I februar efter fire måneders blæst og regn kan jeg nok bedre undvære det…
Citatet i dit punkt 2 rørte mig – det er sandt – sådan er det.
Dorte
Engang mødte jeg en ‘fremmed’ pige på trappen op fra togstationen under lufthavnen. Hun spurgte:’ Hvor er … øhm … farvel?’ så jeg viste hende vej til afgangshallen
Jeg synes det er herligt at høre den slags kreative sprogforsøg, også fra mine børn der stadig er små og prøver sig frem.
Jeg synes ikke hverdag er specielt herligt, især ikke morgener, og især ikke denne. Jeg må arbejde på det … Men det er dejligt at kunne læse din blog hver dag. Så er der ligsom håb forude.
Tak .
Smukke eksempler!
- og en lille tilføjelse: jeg har altid elsket din måde at være mor på (mit kendskab stammer naturligvis kun fra dine bøger og klummer) og regnvejrsnætterne vil helt givet ikke kun være zen-øjeblikke for børnene, men skattede minder – som varer hele livet
Tak for alle jeres søde kommentarer! Det er SÅ dejligt, ikke at være alene på bloggen!
Du har ret, Dorte: der er regnvejr og der er regnvejr. Og den i februar (og november-november-november-november) kræver det et urimeligt positivt sind for at se det gode i!
Det sammen gælder morgener. I hvert fald er jeg på samme hold som Lene: Morgener dur jeg ikke til. Det er derfor, der aldrig står et eneste ord om morgenstund-har-guld-i-mund på denne blog, hvor jeg skriver om det, der har gjort dagen særligt god. Alle mine dage er bedst efter kl. 10. De burde slet ikke begynde før, hvis jeg kunne bestemme.
Jeg vil fra nu af kalde en afgangshal for Farvel! Den historie kan jeg slet ikke stå for, den er pragtfuld!
Jeg elsker også lyden af regn (men I har ret – ikke den regn, der, stadig(!), er der i februar!). Jeg bor i et hus, hvor vi har skrå vægge på vores 1. sal og jeg elsker lyden af regnen, der bare pisker ned på ruderne. Så kan jeg sidde (eller oftest er det, når jeg normalt skulle have sovet) og tænke: her sidder/ligger jeg jo lunt og tør, hvor er jeg heldig!
Farvel = afgangshal, nej, hvor jeg grinede
))
Jeg har selv engang prøvet at være den, der skulle sige noget, jeg slet ikke havde noget begreb om hvad hed. Det var på fransk og det var “helstegt pattegris” – altså én af de dér, der sidder på en stang, som man drejer på over et bål/en grill (se selv på dansk kan det være svært at forklare…). Hvis jeg oversætter, hvad jeg sagde, så var det noget i stil med “snurrende/roterende gris” – og hende, jeg sagde det til fik noget at fortælle ved middagsbordet derhjemme den aften