Tirsdag den 12. januar – Konkurrence!

af Anna Skyggebjerg den 12. januar 2010

Skulle der mon findes en mor eller to derude, som har det nytårsfortsæt, at NU  – i år, i hvert fald – skal børnene altså lære at tænke med derhjemme? Så der bliver lidt mere plads til Zen for mødre!

Det er godt nok i begyndelsen, at børnene sætter tallerkenen hen på køkkenbordet efter brug. Og hænger jakken op på knagen, når de får besked på det. Men det bliver jo ikke ved med at være helt nok. De skal også lære at tænke selv. At tænke med: At gøre ting på eget initiativ, som de kan se er gode for familien. Ikke kun gøre ting, der er gode for dem selv, og ting, de får besked på at gøre. For i en familie er vi på samme hold, tænker på hinanden og hjælper hinanden.

Det er faktisk ikke helt let at lære børn at tænke med, synes jeg. I hvert fald er det ikke noget, Jacob og Elise  bare sådan har lært, hvorefter det ikke længere er et emne. Som at køre på cykel eller binde sløjfer. At tænke med bliver ved med at være noget, der skal være fokus på…

Men noget af det, der har virket hjemme hos os, er vores – ofte blogomtalte – familiemedalje. Familiemedaljen (som børnene har tegnet) tildeles et medlem af familien, der har udvist særlig holdånd. Den overrækkes højtideligt sammen med en ting, som står på spisebordet hos den, der er indehaver af medaljen. Det er et meget enkelt ritual, men stærkt motiverende.

Og nu kommer pointen:

I dag kan du vinde en lille dukke af de pureste guldperler, som jeg har taget med hjem fra Sydafrika. Den er super velegnet til at være den ting, der står på bordet hos indehaveren af en familiemedalje. Jeg ved det, for den ligner den, vi bruger.

Bare smid en kommentar, så er du med i lodtrækningen. Også selvom du ikke har tænkt dig at begynde på Familiemedalje-tricket…

Jeg trækker vinderen op af min stråhat på torsdag.

{ 15 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Marie 12. januar 2010 kl. 22:31

Årh, sikke en fin dukke:o)
Den kunne jeg godt tænke mig at vinde, selv om jeg ikke har familie endnu (men det får jeg forhåbentlig engang)!
Tak for en super inspirerende blog… jeg nyder virkelig at følge den.
Kh Marie.

Mette Marie 12. januar 2010 kl. 22:45

Sådan en lille guldsag mangler vi :-)

Det var så skønt at læse med om jeres ferie til Zen Afrika.
Tusind tak for at give inspiration til en ny familiedrøm, når mine børn er blevet lidt større.

Anne 13. januar 2010 kl. 00:38

En fin lille figur, som jeg ville elske at bruge til familietaler og til lykkedims..

En fugl i hånden 13. januar 2010 kl. 04:35

Så fin en lille figur tiltænkt et herligt formål… Den vil jeg rigtig gerne vinde, så krydser alt hvad krydses kan ;-)

Gisela 13. januar 2010 kl. 08:03

Velkommen hjem!
Dukken er skøn – og ville varme i denne ulidelige kulde – jeg ville elske den..
Kh, Gisela.

Astrid 13. januar 2010 kl. 08:42

Er sikker på den vil gør lykke der hvor den kommer hen – hvor er den fin:)

Fruagnes 13. januar 2010 kl. 09:08

Det er sådan en god idé, det med familiemedaljen. Min datter kun er 2 år, men jeg vil indføre det så snart hun er stor nok. Og den fine lille dukke – den kunne måske virke motiverende på min søde mand, indtil da.

Kh
Agnete

Dorte 13. januar 2010 kl. 09:37

Jeg vil også være med :-)
Kh Dorte

Charlotte 13. januar 2010 kl. 10:34

Elsker bare din blog. Det er så dejligt at læse med og få nogle gode råd og værktøjer til at gøre hverdagen endnu bedre. Bruger mange af dine råd og vil helt klart indføre familiemedaljen når de to bliver lidt større…Og tak for at tage mig med på jeres ferie….

Camilla 13. januar 2010 kl. 16:04

Synkronicitet. Elsker at mærke den.
Har netop blogget om børns selvhjulpenhed og taget en beslutning om at give alle muligheder til mine egne børn for at kunne føle sig som værdifulde for fællesskabet i familien. Om jeg vinder den meget fine dukke eller ej, så skal jeg da foreslå ungerne, at vi indfører en medalje-overrækkelse.
Tak for god idé, Anna.
Camilla

Linda 13. januar 2010 kl. 22:27

Næ en fin dukke!
Ja, det er ikke kun i familien at holdånd skal indarbejdes; i vores lille forskningsgruppe føles det også tit som om jeg er mor til 15 teenagere. Vi havde arrangeret et kursus med et par konsulenter bla.a omkring det med holdånden, og her lærte vi at når man taler/opfører sig som om modparten er et barn, så opfører de sig også sådan. Kan man derimod formulere sig så den anden føler sig ligeværdig, vil vedkommende også opføre sig voksent. Så punkt et for mig var at droppe morrollen og istedet “manipulere” dem til at være nærværende og hensynsfulde. “det virker som om ingen husker at skrive ting på indkøbssedlen. Jeg har tænkt på om det er fordi at den er for uoverskuelig. Har du et forslag? Vil du se mine og give et bud på hvad der vil du for dig?”. Det virker faktisk…. Har overvejet om samme metode kan bruges på mine børn…. en medalje er slet ikke en dum ide…

Sille 14. januar 2010 kl. 14:22

Jeg synes det er en super idé med sådan en fmailie medalje. Nu er min datter kun 16 mdr. Men jeg regner med at indføre det når hun er stor nok. Dog synes manden min ikke at det lyder særlig super. Men han kan jo når at skifte mening. Og indtil den dag, vil den jo pynte fint den lille dukke.

Katrine 14. januar 2010 kl. 19:05

Altså smuk er ikke det første ord, som falder mig ind. Men den emmer af sjæl og varme – medbragt hele vejen fra dit hjerte og ZA!

Katrine :)

Anna 14. januar 2010 kl. 20:52

Kan jeg nå det? Kan jeg nå det? :-)

Tina 18. januar 2010 kl. 22:09

Den dukke er fin! Har sjæl og ser helt sikkert ud til at gøre lykke! Jeg smider et lod i hatten ;-)
Kh Tina

Skriv en kommentar