1
Jeg blev vækket i morges af støj fra køkkenet. Det viste sig at være Elise, som var stået tidligt op og var igang med at vaske den gryde, hun havde kogt havregrød i. Hun trængte til en sund morgenmad, sagde hun. Alle mine moderlige bekymringer om pubertet og sløvhed forsvandt som dug for solen. At jeg greb hende i aftes kl. 23 med mobilen tændt under dynen, er også glemt. For hvor galt kan det gå en pige, som koger havregrød om morgenen, og som kommer hjem om eftermddagen efter en tur til Tigeren og har brugt sine lommepenge på vatrondeller og tre pakker nudler? Ikke særlig galt! Og den slags bitte små detaljer giver anledning til dybe vejrtrækninger og dyb taknemmelighed på en helt almindelig tirsdag.
2
Sammen gik Elise og jeg over i SFO’en for at hente Jacob. Vi gik hånd i hånd; hendes er nu den største. Og jeg er i stilhed taknemmelig for hver dag, hun stadig rækker mig sin hånd, når vi går tur. For jeg ved, jeg kun har den til låns.
3
Chilli og jeg putter Jacob. Jeg læser for ham, mens Chilli spinner på hans mave. Bagefter slukker vi lyset og snakker om dagen, der nu er næsten gået. “Jeg elsker dig”, siger han til sidst. “Og hele min familie og også mormor og morfar, selvom jeg ikke har kendt dem”. Og mit hjerte trækker sig sammen af sorg og banker af lykke. På en og samme tid.
{ 2 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
uh, Anna, det er så rørende. Det hele!
Nåå hvor er han kær!
Men det der med, at vi kun har dem til låns – det gider jeg altså ikke høre om. Jeg er i denial på den. Min dreng er 3, og jeg beholder mine skyklapper på!