Tirsdag den 15. december

af Anna Skyggebjerg den 15. december 2009

I dag fylder Jacob 9 år. Hvilket er temmelig mærkeligt, da jeg jo fødte ham lige for lidt siden. Jeg synes ellers vi gør vores bedste for at trække tiden ud. Men den løber alligevel. I sær på en god dag som idag, hvor jeg har fået foræret

1: at se Jacob vågne på et splitsekund, da vi  sang ved hans seng.

2: at se ham gå afsted til skole, bærende i strakte arme foran sig en stor kurv fuld af slikposer. Og så koncentreret om alt det gode, der skulle ske, at han helt glemte at vende sig og vinke.

3: at spise en enorm fødselsdagsmiddag, der var kreeret efter livrets-princippet.  Et af vores Zen-skabende ritualer er at lave en middag, der alene består af livretter, som vi sammen har købt ind og virkelig fordyber os i nydelsen af.  Der gælder det princip under indkøbet, at man kun må købe livretter – og at de voksne kun må sige nej til det, børnene vælger, hvis det er for dyrt. I dag bestod måltidet af et absurd sammenrend af blandt andet tartar, snegle, boller i karry, pizza og ostekugler.  Zen under middagen kan antage mange former!

- og nu et stemningsbillede:

Stråhat

Det her er Jacobs nye stråhat, som han fik af mormor-Karin i fødselsdagsgave. Den ligger ikke kun fremme, fordi den er ny. Den ligger også fremme, fordi den skal på hovedet i morgen. Vi skifter nemlig huerne og vanterne ud med stråhatte og badetøj. I morgen rejser hele familien tre uger til Sydafrika. Så læs med. Der kommer billeder! (Men nok tidligst på torsdag.)

{ 9 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Randi 15. december 2009 kl. 23:55

Tillykke til Jacob og rigtig god ferie til Jer alle!

Anna Skyggebjerg 16. december 2009 kl. 01:28

Tusind tak!

Dora 16. december 2009 kl. 01:56

Tillykke til Jakob og en rigtig god ferie til Jer, glæder mig til at se billederne. :0)

Dorte 16. december 2009 kl. 11:25

Tillykke med din store dreng! Og rigtig god rejse – i min verden en perfekt måde at holde jul og nytår :-)

Anne Matthiesen 16. december 2009 kl. 12:06

Hey sødeste Anna

Sikke en dejlig ide at rejse væk med familien midt i det hele!
Ha en vidunderlig tur!

Kram
Anne

FruGosch 16. december 2009 kl. 13:08

Ønsker en Dejlig rejse til jer!
Til lykke med din dreng, troede han var lidt ældre faktisk, så kloge og dejlige ting, han tit siger :-)

og den fødselsdagsmiddag der, den lyder overdejlig på alle måder.

Knus

Gisela 16. december 2009 kl. 13:34

Åhh, jeg havde helt glemt igen, at I skulle rejse. Nu nåede jeg ikke at se dig inden… Håber, I får en dejlig jul og et godt nytår i det fjerne. Tag venligst sol og varme med hjem til mig; jeg er ved at tude over dette frygtelige vintervejr, suk. Og selvom jeg selv skal syd på i juleferien, så er der nok ikke udsigt til bedring på vejrfronten (skal til Bornholm!).
Kh til jer alle 4, Gisela.

Det Lille Spørgsmål 16. december 2009 kl. 13:51

Nøj, det lyder godt med Sydafrika. Rigtig god tur – og glædelig jul i varmen.

Kh
Lykke

Tina 16. december 2009 kl. 21:01

Kære Anna

Stort tillykke til – og med! – Jacob!
Har selv lige fejret min søn, der blev 10 – rund fødselsdag – og jeg undrede mig på samme måde over, hvordan han dog kunne været blevet så stor, når han stadig skulle være 4 år og gå i børnehave…
Denne fornemmelse af at de lige så stille slipper fra én, har Benny Andersen fanget så fint i et af sine digte (og jeg kan bare ikke finde hvilket i hans Samlede digte!), hvor han beskriver samme fænomen omkring sin datter, der spørger, om han vil passe “den lille” – og han syntes ellers lige, han havde sendt hende (datteren) ud at sjippe… ;-)

Lyder dejligt at skulle ned til varmen – ja, gem noget på dåse til os vinterblege og varmehungrende herhjemme i Danmark ;-)

Kærligst,

Tina

Skriv en kommentar