Tirsdag den 15. januar

af Anna Skyggebjerg den 16. januar 2013

Som jeg skrev i går: Jeg har fået taget pressefoto. Hvad jeg ikke skrev, var, at jeg var nødt til at købe nyt tøj inden, for jeg havde ikke noget, der egnede sig til at blive fotograferet i. Jeg hader nemlig at købe tøj og gør det højst en gang om året, når det er tvingende nødvendigt. Som regel køber jeg de forkerte ting. Men så tilbød fru Wedel at hjælpe. Og i løbet af  75 minutter fik jeg meget mere, end jeg havde troet muligt. Plus 8 stykker tøj. Det handler dagens blogindlæg om:

 

Kære fru Wedel,

Jeg var så nervøs, da du skulle hjælpe mig med at købe tøj i lørdags. Da jeg stod udenfor butikken og ventede på dig, hang mine luffer i snore fra mine håndled. Nede i tasken lå min brune, strikkede top-hue. Jeg trippede rundt og fik sparket en tom flaske ud i trafikken. Jeg stod i vejen for folk på vej ind og ud af butikken. Den 50-årige, selvstændige kvinde, jeg normalt er, var komplet forduftet – og i stedet stod der en usikker, tyk, 12-årig fra Hadsten, hvis egen mor ikke kunne finde noget pænere at sige, end at jeg i det mindste ikke lignede de andre og var heldig at have et godt hoved skruet på.

Da du så kom skridtene over fodgængerfeltet med hele dit smukke selv viklet ind i en sort kappe, og jeg forsøgte at give dig et knus med de luffer flagrende omkring….  Herre Gud, hvor jeg var gået galt i byen.

Men vi skulle jo købe tøj til det foto-shoot. Jeg vidste, det var nødvendigt, og at jeg jeg ikke selv ville kunne købe det rigtige. Jeg ville sandsynligvis slet ikke få købt noget, hvis jeg skulle prøve selv.

Fru Wedel,  det tog dig kun ti minutter at se det hele. Du så den 12-årige, og tog dig kærligt af hende. Og du så den 50-årige. Og i løbet af  fem kvarter og to butikker havde du fundet de otte stykker tøj, der gav mig krop og styrke til at stille mig foran kameraet. Endda i en prikket skjorte.  Jeg ved ikke helt, hvad du så, som jeg aldrig selv har set, men jeg ved, jeg gerne vil blive venner med det, du så og fik frem.

Du ligner ikke en zen-master. Overhovedet. Men da du så hele mig og accepterede hele mig og fik mig til at stoppe med at bekæmpe de forkerte sider af mig selv og indse, at det hele er helt ok, da blev du min zen-master. De kan åbenbart komme i mange former:

Tak for hjælpen!

Kærligst,

Anna, 50 år.

{ 6 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }

Liselotte Vejborg 16. januar 2013 kl. 07:18

Der findes ganske enkelt ingen som Christina! Alle burde have hende liggende i tasken …

Rebekka Ahrnkiel Dahlgaard 16. januar 2013 kl. 08:25

Ej Anna, nu kan vi ikke vente med at se det billede…. Du ved slet ikke, at jeg en gang åbnede din blog på mit arbejde og min kollega sagde: “Hvem er den flotte kvinde”? Tja, den 12 årige ser vi andre ikke, men hvor jeg dog kender følelsen.
Du er min zen-læremester, tak for det. Kun 2 mdr. til bogudgivelse, jeg glæder mig:-)

Pia Thomsen 16. januar 2013 kl. 10:47

Altså, Skønne, Anna!
Pardon my french, men det er mig F… en gåde, hvad der får mødre til at anskue deres datter/døtre på en sådan måde. Og ja, ja, ja – jeg ved det godt. Vi har alle livshistorier, som vi bevidst eller ubevidst smørrer ud på vores omgivelser. Men altså, mødre der ikke beundrer deres døtres skønhed, visdom eller fantastiske væsen. Det er S.. ikke fint!

Helt ærligt, mødre – kig nu på de små eller store fantastiske kvindelige væsner, der er kommet til jer. Som skønne, skønne gaver. Og lad dem vide det!

Anna Skyggebjerg 16. januar 2013 kl. 15:32

I er søde, I 3!! Tak!!

Laura 17. januar 2013 kl. 06:10

Præcis sådan er det, Anna. Et par timer med fru W, gør det som få kan. At rumme og omfavne det smukke, rigtige, lækre jeg som gemmer sig bag luffer, busseronner og andre tunge bagager. Tillykke med at i har leget. Hun bliver en vane – I tell You. Glæder mig til at se billeder. Sweets/ L

christina wedel 22. januar 2013 kl. 00:17

Hvor er I alle meget meget søde .-)

Skriv en kommentar