I går brugte jeg kæmpe store ord om at have alt, hvad jeg behøver. Store ord om taknemmelighed og Zen. I dag har jeg fornemmelsen af at have begået hybris og være blevet ramt af nemesis, gudernes straf til de overmodige. For jeg skal lige love for, at dagen har været svær at finde noget pænt at sige om. Det er som om, alting er gået galt. Ved middagsbordet forsøgte Søren sig godtnok med en sjov bemærkning. Med tilhørende fagter. Og resultatet var, at han ramte Jacob og slog hans læbe til blods. Men han prøvede da…
Nu må jeg prøve. Prøve at finde noget, som jeg i dag har været taknemmelig for. Jeg må tage min egen medicin: Walk the talk.
Derfor: Jeg er taknemmelig for
1
At blive afbrudt midt i en travl arbejdsdag af Carlsbergs bryggerheste, der gik forbi uden for mit vindue. Den lyd, altså, af deres hove mod asfalten. Og synet af spand og mulepose, der dingler neden under vognen. Tak for den pause!
2
At vi alligevel kom til at grine under aftensmaden, da vi besluttede, at vi i 60 sekunder ville brokke os højlydt og samtidigt. Det blev pludselig meget tydeligt, hvor åndsvagt det var, det vi brokkede os over. Faktisk et fint, rensende ritual. (Virkningen varer dog kun lige til et af familiemedlemmerne slår til en andens læbe…)
3
Den Zen-buddhistiske pelspølse. Som tydeligvis gør alt, hvad der står i hendes magt for at gøre os glade. Når vi sidder sure ved middagsbordet, holder hun sig på afstand, men signalerer alligevel med det yderste af halespidsen, at hun er lige i nærheden, hvis der skulle blive brug for hende:
{ 4 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Hjalp medicinen? Det håber jeg kære Anna.
Jeg er begyndt virkelig systematisk at bruge ‘Hele 3 ting’-metoden, når overskuddet daler og negativiteten stiger, og når jeg husker det, så har det med usvigelig sikkerhed en positiv effekt. Meget fantastisk. Og det kan jeg takke dig for. – Fordi du med din helt igennem vidunderlige blog, som jeg anbefaler til alle, jeg kommer i nærheden af, ikke alene introducerer os andre for betydningen af at være taknemmelig, men også gør det så vedholdende, at man rent faktisk selv huske at få gjort noget ved det. Ja, jeg kan faktisk ikke få armene ned af ren og skær begejstring. Juhuhh
Det var muligvis ikke din mening med den, men hold nu op hvor kom jeg til at grine af at læse din blog i dag…
(Og som en ren arbejdsskade fra min side vil jeg lige minde dig om en anden ting, du i situationen kunne være taknemmelig for: At du lever i en sund kernefamilie. Jeg ved ikke, om du kan forestille dig, hvad “far slog mig, så min læbe blødte” kan føre til i en skilsmissefamilie, hvor forældrene ikke taler sammen, og misforståelserne derfor lever i bedste velgående i den interne krig!?!)
Ja – de dage er der jo OGSÅ….
“Alt, hvad jeg har, er alt, hvad jeg behøver” har jeg virkelig taget til mig. Det giver mig en vidunderlig følelse af ro i både krop og sind.
Tak for det! Maria
Til jer tre, Maria, Gisela og Louise: TAK for jeres kommentarer!!