Det er min fars fødselsdag i dag. Han var så gammel, da han fik mig, og jeg er så gammel nu, at han ville være fyldt 98 år, hvis han havde levet. Imidlertid levede han ikke så længe, men døde, da jeg var i begyndelsen af mine tyvere. Jeg har dermed forlængst passeret hin mærkedag, hvor jeg kunne sige, at jeg har levet længere uden ham end med ham. Ikke desto mindre har han – naturligvis – sat varige spor i mig. Og i Jacob, som han aldrig har mødt, men som bærer hans navn.
Man kunne fristes til at blive sur. Over uretfærdigheden, når nogen dør for tidligt, og over det vilkår, at vi ikke ved, hvor lang tid, vi får. Faktisk er det helt på sin plads at blive sur. Men når man er færdig med sur, så gør man klogt i at acceptere. Og måske bruge sin viden om altings og alles forgængelighed som afsæt for at leve livet fuldt ud og i venlighed:
We learn to live in a sweeter way with those we love, to look after them and make them happy.
We learn to avoid hurting the ones most important to us, and awoid sowing seeds of suffering in ourselves and in them.
(Thich Nhat Hanh, buddhistisk munk)
PS: Dagens snapshot er bare en lille blød ting, der lå og lyste på græsplænen i morges
{ 2 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Tillykke med mærkedagen i går. Det var også Troldebarnets fødselsdag, så der var flag, fødselsdagsboller og kagemand. Denne gang ikke arrangeret af mormor, men af morfars Inger.
Og du har ret. I stedet for at sørge over, at det ikke var min mor, der havde bagt og sat flag – så glæder jeg mig over, at hun gjorde det, mens hun var her…og ikke mindst over, at min fars søde kæreste nu gør sit til, at børnene stadig bliver fejret. (Og glæden er dobbelt, for hun har ikke selv børn og børnebørn, så det er så rørende at se, hvordan hun tager mine unger til sig). Win win.
Til lykke med Troldebarnet! Og med Inger!
Kh,
Anna