I dag har min brækkede hånd været på overarbejde – og det har mit moderskab også. Det sker ikke tit, men det skete altså i dag: Der blev sagt ord som “bare ikke rimeligt” og “skuffende” og “for Fanden”. Den pæne fortolkning er vel, at både børnene og jeg kæmper med at tilpasse os den nye arbejdsfordeling, som følger af min en-håndethed.
Nu er min hånd træt af at skrive på computer og vil gerne bare have ro inde under sin gips. Og jeg er træt og vil gerne bare have ro inde under min dyne. Hvilket får mig til at tænke på et haiku af Henrik Nordbrandt:
Vintergækker! Hvad
gør I resten af året?
Det vil jeg også.
Godnat d’damer og den herre.
{ 3 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Anna, Anna – vi må snart gå en tur et smukt sted
”For Fanden” er et udtryk jeg godt kender. Det gør ikke noget godt, hverken for mig selv eller dem jeg siger det til. Men det vil bare ud. Så er der ikke andet at gøre end at tilgive, at jeg kun er et menneske, og at jeg ikke er perfekt. Og at jeg har en lektie at lære – finde den. Og forsøge at gøre det bedre næste gang.
Jeg kom ellers til at tænke på et lille digt her den anden dag da du fik assistance fra Elise:
Når mor er i krise, er det godt at hun har en Elise!
God bedring med hånden, Anna!
Kære Inge, det digt er jeg helt vil med! Og du har ret i, at visse ord bare ikke gør noget som helst godt. Men ind imellem føles det bare ikke som nok at sige “Du milde!”
Tak for “God bedring”!
Kh,
Anna