Tirsdag den 20. oktober

1

Jeg har noget med børn, der sidder bag på deres mødres cykler… Jeg kan simpelthen ikke stå for det billede. Det ser så sødt ud og vækker så mange minder om gode – og også hårde – år, hvor selv det smalleste spor i smattet sne var bredt nok til min cykel med et barn bagpå.

I dag så jeg en mor cykle med en lille dreng bagpå. Han havde allerede fået flyverdragten på, og derfor sad ham med armene strittende ud til siderne som en Michelinmand. Og: I cykelkurven lå en pakke med seks flødeboller. Det lignede begyndelsen på en eftermiddag med zen, gjorde det!

2

Sådan en eftermiddag fik vi også. Blandt andet takket være den æske, Jacob har til forkælelse på hårde dage. I dag havde nemlig været en lidt hård dag (det var noget med en fodboldkamp, forstod jeg senere) – og han havde brug for at blive forkælet.  Så er det godt at have en æske, der er fuld af sager,  særligt udvalgt til formålet: fotografier af gode tider, en tapperhedsmedalje (som Elise engang tegnede til ham, da han havde ladet mig rense et betændt sår) og så de citronkiks, som i dag var lige det, der skulle til.

Behøver jeg næsten sige, at det er ligesom med nødhjælspkassen: Der er lige så megen fornøjelse og omsorg forbundet med at fylde den som med at tømme den. (Dobbelt zen!)

3

“Zen for mødre” (og den her blog) er en hyldest til det basale, en hyldest til det smukke i det enke og nære. For eksempel karse! Hold op, hvor har vi dyrket meget karse i den her familie.  For at dyrke karse kan man være sammen med selv de mindste børn om.  I selv den mindste pause i travlheden. Og det har sin helt egen poesi at vande karse og fra dag til dag se den vokse. Jeg skrev i “Super Mor”, at børnene og jeg var lykkelige, når vi var tre om at vande karsen. At vi ikke savnede noget. Og jeg mente det!

Dagens karse: