Jeg har fået en opfordring fra Maria til at skrive noget om børn og fritidsinteresser. Og da det er et emne, jeg ganske enkelt brænder for, lader jeg jo ikke chancen gå fra mig.
Maria skriver blandt andet sådan her:
“Jeg har tre børn (3, 7 of 9 år) og deres fritidsinteresser har egentlig altid været noget som jeg på den ene eller anden måde har “påduttet” dem. Kan godt høre at det lyder helt forkert, når jeg skriver det.
Men - i følge normen idag - ”skal” børn jo helst gå til flere ting efter skole – og ja - jeg synes stadig det kan være svært ikke at følge normen (!)
Forleden fik min søn mig bare til at tænke. Han skulle lave noget arbejde til skolen – de skulle skrive hvad de tænkte på, når de hørte ordet “fri” og han sagde hurtigt “ferie – fri fra svømning og fri fra fodbold” – gisp!”
Jeg ved godt, hvor svært det er, at skille sig ud fra “den rette tro”. Jeg har ofte fået på puklen, fordi mine børn ikke har gået til flere fritidsinteresser. Der har altid højst været noget at gå til en enkelt time om ugen.
Jeg er sammen med Søren blevet antastet uden for skolen af en far til et barn i Jacobs klasse, som gerne lige ville sige, at vi svigter vores søn. Hans eget barn går til svømning, fodbold, spejder og badminton. Og er forresten skilsmissebarn, hvilket som bekendt også giver en del logistik i hverdagen.
Vi har også bedt om et møde med skoleinspektøren, for at forsvare vores holdning, da der var planer i klassen om et aktivitetsniveau udenfor skoletiden, vi slet ikke kunne acceptere og som ville ødelægge den ro i hverdagen, vi stræber efter.
Så ja, jeg kender udmærket den norm, Maria skriver om. I følge den norm er det ikke nok for børn, at de skal tidligt op hver morgen og være længe i skole eller institution med masser af aktiviteter og et højt støjniveau. De skal “stimuleres” yderligere.
Men jeg har holdt fast og talt magten midt imod. Jeg har insisteret på, at i stedet for fritidsinteresser har vi fri tid sammen. Masser af ro, nærhed og fordybelse. Masser af Zen. Og at det gør os godt. Børnene har været nærmest lettede. Ligesom Marias søn nok vil være, lyder det som om.
Jeg siger ikke, at fritidsinteresser altid er skidt. Men jeg synes, man skal være varsom med at putte ekstra aktiviteter ind i en hverdag, der allerede er godt fyldt op. Og hvis man vælger at gøre det, så synes jeg, man skal kunne se sig selv i spejlet og sige med overbevisning, at man gør det af gode grunde. At det er “normen” er efter min overbevisning ikke en god grund.Og at en 6-årig siger, “Jamen, jeg vil gerne!” er heller ikke nødvendigvis en god grund.
Hvad synes du?
{ 11 comments… læs dem nedenunder eller skriv en }
Jeg synes (ikke overraskende), at du rammer 100 % plet. Jeg ser rundt omkring så mange eksempler på børn og forældre, der stort set aldrig er sammen (alene), fordi de altid er af sted til et eller andet.
I min optik er ro og være-sammen-alene langt vigtigere end konstant stimuleren. Størstedelen af mine workshopdeltagere mangler tid til sig selv – og de hungrer efter at få det. Alligevel skal de lige mindes om, at det er samme situation, de sætter deres børn i, når de sender dem af sted til 4 forskellige aktiviteter i løbet af en uge.
Børn vil også have fred, og det er næppe en tilfældighed, at der tales så meget om, at børn har stress (og at de oven i købet proppes med lykkepiller!).
Jeg synes bestemt heller ikke, at det er nogen skade til, at et barn får lov til at dyrke en fritidsinteresse, der giver oprigtig glæde, energi og sjovt samvær med andre. Så længe den resterende tid prioriteres mht. nul-aktivering.
Og så længe den pågældende interesse kommer fra barnet og ikke er vores ønske om, at han/hun skal gå til ballet, fodbold, golf, springgymnastik osv. osv.
Jeg synes, at det nærmer sig omsorgssvigt at lade sit barn frekventere mange forskellige fritidsaktiviteter.
Som forælder må vi også holde igen, hvis vores unger “tror” de gerne vil gå til 1000 ting. De er jo små og har ikke den viden og perspektiv, som vi har. Det er meningen, at vi skal vejlede dem.
Hvis vi er rigtig gode, lærer vi ungerne at mærke sig selv. Det kan de iøvrigt godt selv fra starten af, det er os voksne, der ødelægger det hele med at kaste alle mulige forventninger ind i kampen.
Lad børnene få fred!
For mig handler det om, at børn får lov til at prøve forskellige ting af – i eget tempo, efter lyst og kontrolleret form! Måske er de heldige at finde en passion eller dyrke et talent, måske får de bare levet diverse faser ud (been there…). Og skønt er det, når de finder noget at brænde lidenskabeligt for. Og så er der jo venskabsdimensionen, som man heller ikke skal underkende, men lysten skal drive værket for børn og forældre.
Hos os er det sådan, at motion er zen. Med 2 teenagere (14 og 15 år) i huset foran computere, iPhone, Facebook og skolegang på den flade…, så de skal ud og bruge kroppen. Vores ”familekode” inkluderer en fysisk fritidsaktivitet – for store og små. Foreløbig har vi formået at fastholde det med succes, og diskussionen om alkohol sat på hold (indtil videre…). Det hænger ligesom ikke sammen at blande breezere med cheerleading eller fodboldkamp om søndagen. Som ekstra bonus har vi super trænere, som sætter standarden som gode rollemodeller – og er langt sejere end mor og far (og mindre pinlige).
Jeg synes, det er svært.
Jeg har aldrig presset fritidsaktiviteter ned over hovedet på min datter; hun har gået til det, hun har haft lyst til – og det har været passende. Hun har valgt kreative udfoldelser mere end fysiske.
Nu står jeg til gengæld med en teenager, som efter et år på efterskole (hvor jeg ikke har kunnet styre hendes mad/slik-indtag) er blevet overvægtig. Og nu bander jeg mig selv langt væk for, at jeg ikke fra hun var lille har tvunget hende til at dyrke en eller anden sportsgren. For det er ikke muligt at tvinge en teenager til noget. Så nu ville jeg inderligt ønske, at hun var vant til at gå til sport.
Jeg kan også se en generel tendens til, at de teenagere, som dyrker sport, ryger og drikker mindre end de teenagere, der ikke dyrker sport.
Når alt dette er sagt, så er jeg naturligvis enig i, at det også er vigtigt, at børnene lærer at finde ro og fordybelse i hverdagen uden stress over for mange aktiviteter – og især uden pres fra forældrenes forventninger til medalje-hjemtagelse i diverse discipliner! Jeg synes bare, jeg ville krydre debatten med “den anden side af medaljen”.
Jeg synes bestemt ikke, at hverdagen skal proppes med flere ting eller aktiviteter end højst nødvendigt. Hverken fra børn eller voksne. Og ja, vi voksne skal helt klart give vores børn, at det er vigtigt at kunne finde ro i at VÆRE, sammen eller alene.
Samtidig synes jeg godt, at en eller flere aktiviteter, man SELV har valgt og brænder for, kan give rigelige mængder energi og ikke nødvendigvis ødelægger muligheden for også at finde ro og VÆRE.
– Jeg har f.eks. efter flere års fritidsinteressepause pga. en ret presset hverdag, alligevel fået presset en aften med kor ind til mig selv. Og jeg kommer glad og energifyldt hjem hver onsdag aften. Også selv om det giver lidt pres på den dag. Men måske ville alternativet være at hænge ud foran fjerneren eller lægge bunker af tøj sammen, hvilket ikke nødvendigvis giver mere energi. Sådan tor jeg også, at børn kan have det, men selvfølgelig skal det være noget, de VÆLGER efter interesse og ikke bare for at SKULLE gå til noget.
Desuden tror jeg i bund og grund, at vi mennesker er forskellige og at vi har forskellige behov ifht. aktivitetsniveau.
Min søn på knap 12 går kun til én ting, som han brænder for, og det er alt rigeligt for ham. Han har brug for meget alenetid/være-tid. Min datter på 8 er af en helt anden støbning med mere krudt i rumpetten og lyst til at deltage i flere ting. For tiden både klaver, kor og gymnastik. De to af tingene kan hun gå til lige efter skole, hvilket ikke giver alt for store logistiske udfordringer. Og det passer HENDE storartet. Hun sprudler af energi de dage!
Men selvfølgelig er det vores opgave som forældre at give hende mulighed for ro på andre tidspunkter. Og hjælpe hende med OGSÅ at have den i sit liv.
Min yoga-lærer sendte lige en sms om, at jeg skulle hoppe på TV4 og se “Oprah” (jeg har brug for folk som hende til at fortælle mig, hvornår jeg skal tænde for fjernsynet, for ellers sker det aldrig). Og her talte Golde Hawn og Oprah om lykke.
Goldie har lavet en fond, hvor pengene går til at hjælpe skolebørn med at få mere lykke ind i deres liv – og ét af tiltagene er at introducere meditation (eller bare stilhed) i børnenes (skole)dag.
Og måske det er én af nøglerne? At der sagtens kan blive plads til aktivitet, så længe der også er stilhed.
I øvrigt synes jeg, at I alle sammen har nogle skidegode pointer i de ting, I skriver. Blandt andet, at vi (og vores børn) forskellige væsener og derfor ikke skal proppes i samme boks.
Jeg ligger nok lidt i midten her. Jeg er selv et krops-menneske, og synes mine børn skal vænnes til at “gide” bruge deres krop. Den ene går til ridning, den anden til springgymnastik.
Mit indtryk er, at de nyder deres fritidsbeskæftigelser, som også giver sociale glæder og sammenhold. Til gengæld må de kun gå til én ting. Og de dage, de er af sted til sport, bliver der lavet nem aftensmad og holdt fri for resten af dagen.
jeg gisper altså lige lidt når jeg læser det her!
Nu har jeg ingen børn endnu, men kan kun referere til min egen barndom, hvor det var normalt at have en fritidsinteresse eller 2. Det er ganske glimrende og i min familie valgte vi selv hvad vi ville gå til, og fra en ikke særlig gammel alder fragtede vi også os selv afsted på cykel til det. F.eks. cyklede jeg 6 km til rideskolen som 11-årig alene.
Det jeg tænker der kommer til at mangle når jeg hører om sådan en emsig far, som jeg vitterligt ikke troede fandtes (det var her jeg gispede), er udover stilletid og ro i familien, legetid.
Hvornår skal børnene lege med hinanden? Men det er måske også skemalagt idag?
Jeg er 31 år og da jeg var barn ringede man rundt eller gik spontant rundt og stemte dørklokker for at finde en kammerat at lege med. Nogle gange fandt man dem i gården, på legepladsen eller på vejen. Og det er de bedste minder far min barndom!
Sejt Anna at du tog kampen op, jeg ved ikke om jeg ville flygte til en anden skole hvis det var mine børn, men det ville nok ikke hjælpe hvis dette er tendensen idag.
Kære alle,
TAK for jeres kloge kommentarer! Skønt at få så mange erfaringer og perspektiver.
Der er tydeligvis masser af godt at sige om de rigtige fritidsinteresser, i de rigtige mængder og på de rigtige tidspunkter i børns og voksnes liv. Vi må hver i sær finde den rette balance, der tager hensyn til lige netop vores hverdag og vores børns temperament. Og så stå fast på, at det, der giver balance i vores hverdag er helt ok. Selvom det ikke er magen til andres…
Anna – tak for dit blogindlæg omkring dette. Givtigt at høre din holdning.
Og dejligt med så mange kommentarer og rart at høre de forskellige holdninger.
Måske giver det os bare mest zen, når vi følger det, som føles rigtigt i hjertet!
Og så skal jeg huske at lytte til mine børn!!
Kh Maria
Jeg synes, at det er en interessant problemstilling du/I rejser! Jeg er umiddelbart tilhænger af, at børn bevæger sig og jeg mener sagtens, at bevægelse kan integreres i en almindelig hverdag fx ved at tage cyklen til og fra skole, ved at spille bold eller sjippe i frikvartererne og den slags uden, at børn skal storme fra den ene fritidsklub til den anden! Jeg bliver virkelig bekymret, når jeg ser børn med hverdage, der er lige så fyldte som deres forældres! Efter min mening skal børn have en vis alder før de kan mærke hvornår noget er “for meget” og ytrer barnet ønske om at gå til ret meget mere end en fritidsaktivitet må det være den voksnes ansvar at vælge fra!
Selv er jeg lærer og jeg oplever mange gange elever sige, at de ikke kan nå at lave lektier fordi de skal til ridning/fodbold/håndbold whatever… – og det skal dertil siges, at jeg skriver ugeplaner så dag-til-dag lektier eksisterer ikke ligesom jeg heller ikke giver mange lektier for!
Tak for dit input og din klogskab!